Fortsæt til indhold

Der bliver lys i lygten over hele Aabenraa kommune

Det er en investering af de store, der sættes i værk, når Aabenraa kommune frem mod 2017 vil udskifte gadelamper i hele kommunen

Arkiv
Arkiv

I april sidste år vedtog byrådet, at Aabenraa Kommune må optage et lån til udskiftning af de mest energislugende gadelamper i perioden. Formålet er blandt andet at spare kommunen for udgifter på lang sigt.
Den forventede besparelse, når udskiftningen er fuldt implementeret i 2017, vil ligge på ca. 5 mio. kroner om året.
Tilbagebetalingen af lånet finansieres altså af besparelsen.
“Det er en investering, vi har talt om meget længe. Det glæder mig rigtig meget, at vi nu snart kan sætte gang i projektet, som vil komme alle kommunens borgere til gavn. I alle byer og landsbyer får vi en ensartet og pæn, mere moderne og altså energibesparende belysning”, pointerer formand for Teknik- og Miljøudvalget Bent Sørensen.

Størstedelen skiftes

Aabenraa Kommune vil i alt udskifte 12.275 af kommunens ca. 17.000 gadelamper.
De resterende lamper er der i øjeblikket ingen planer om at udskifte, fordi det er lamper, der ikke vil være den store energimæssige besparelse i at udskifte.
De nye gadelamper kommer op inden for byzoneskiltene på veje og stier. Gade- eller vejlys uden for byzoneskiltene er altså ikke med i projektet.
“Ud over, at vi sparer udgifter og mindsker vores CO2-udslip ved at udskifte de mange lamper, får vi også rettet op på et andet problem. Nemlig at der enkelte steder simpelthen ikke er nok lys på vejen eller gaden. De nye lamper lever fuldt ud op til den lysstyrke og lysmængde, der er påkrævet”, slår Bent Sørensen fast.