Fortsæt til indhold

Amnesty koncert i Herfølge kirke

Amnesty International’s lokalforening i Køge indbyder til koncert med guitaristen Mikkel Andersen.

Arkiv
Arkiv

KONCERT: Herfølge kirke danner torsdag aften den 27. februar kl. 19.30 ramme om en koncert med guitaristen Mikkel Andersen.
Det er Amnesty Internationals Lokalforening i Køge der står som arrangør af koncerten.
Amnesty International havde 50 års fødselsdag i 2011 og i årsberetningen fra dette år stod følgende citat at læse:
”Kunsten og kulturen har alle disse år på smukkeste vis formidlet visionen om, at vi sammen kan skabe en verden uden grove menneskerettighedskrænkelser".
Guitaristen Mikkel Andersen repræsenterer kunsten og kulturen. Han skaber på smuk og værdig vis en fælles oplevelse i musikkens verden, der bekræfter værdien af det gode fællesskab. Mikkel Andersen kombinerer sin musik, sine turnérejser til f.eks. Cuba, Grønland eller Polen med pædagogik og formidling.
Mikkel Andersen spiller den traditionelle guitarmusik fra Sydamerika og Spanien og skaber samtidig bånd med nulevende danske og udenlandske komponister. I 2009 udgav Mikkel Andersen CD'en ”El Llanto de la Guitarra”, som bragte ham rundt i verden. Også DR var begejstret og kårede CD'en til ”Ugens CD”. Mikkel Andersen er uddannet guitarist på konservatorier i Danmark og England.
Der er gratis entre til koncerten - men publikum er velkomne til at donere et beløb til Amnesty i Køges arbejde.
- Her i foråret 2014 arbejder Amnesty International specielt med kampagner mod at hjælpe civilbefolkningen i Syrien, hjælp med at få lukket Guantánamo hjælp med at sikre ytringsfriheden i Rusland oplyser Søren Jacobsen fra Amnesty i Køge.
pm