Fortsæt til indhold

Når kunst giver trivsel

Arkiv
Arkiv

Guidet af Trapholts kunstfaglige personale har deltagerne selv sammensat malerier og stoledesign ud fra deres egne fremtidsdrømme.
Museumsdirektør på Trapholt Karen Grøn: "Vores tese var, at kunsten kan mere end at fortælle om sig selv. Ved at lade gæsterne forholde sig til de elementer, som de selv synes er interessante, træner de evnen til at se sammenhænge. Og det kan potentielt gøre os mere opmærksomme og handlekraftige over for sammenhænge i hverdagen - og dermed bedre i stand til at udleve vores fulde potentiale".

Resultaterne peger på at sådanne jævnlige møder med kunsten har en positiv effekt for deltagernes trivsel. Deltagerne har blandt andet oplevet, at de har fået større tillid til egne meninger, fået styrket selvopfattelsen og egen identitet.

Citat fra spørgeskema: "Jeg kan bruge værkerne til at forholde mig til, hvad jeg er, og hvor jeg er på vej til. Men jeg kan også bruge det til min fremtid, med hensyn til min kreativitet. Jeg vil helt klart bruge Trapholt til at besøge på en "trist" dag, men også på at udfordre mig selv. Det er blevet tydeligere for mig, at kunsten har en betydning for mig, hvilket jeg godt har vidst, men bare ikke været så opmærksom på".

Undersøgelsen viser desuden, at kunstmuseet tilbyder en pause og et rum for refleksion, som flere deltagere synes, det kan være svært at finde i en travl hverdag.

Karen Grøn understreger, at kunstmuseer kan meget mere end blot hylde æstetikken: "Der er mange fordomme om, hvad kunst er, og hvad det betyder for mennesker. Både for dem med og uden kunstfaglig viden. Gæster uden kunstfaglig viden kan imidlertid også få gode oplevelser, men det kræver, at man forlader den autoritetstro tilgang om, at man skal lære om kunstneren, og i stedet lærer at bruge de elementer man SELV ser i værket. Det er vores ambition med et projekt som dette, at løfte kunstoplevelsen fra kun at handle om kunsten til også at handle om de mennesker som ser på kunsten. Tænk hvis kunstmuseer kunne tilbyde sådan et greb til gæsterne som standard - det ville da være verdensklasse!"

Resultaterne dokumenterer i øvrigt, at øvelserne har givet deltagerne en øget forståelse for sammenhænge i kunsten på tværs af stilarter og genrer - en sammenhæng, som de kan føre over på andre aspekter i deres eget liv, og som dermed giver dem en ændret og mere bevidst tilgang til livet og dets udfordringer.