Kræftgruppe for mænd godt fra start
Der er stadig vin på programmet - gruppen mødes næste gang onsdag den 12. februar kl. 19
Mandegruppen ”Mænd med Kræft”, der hører under lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse i Fredericia, startede op i januar måned med stor succes. 12 mænd mødte op til det første møde, og siden er der kommet en håndfuld flere interesserede til.
Gruppens hovedtanke og idé er, at der skal kunne snakkes helt åbent og frit omkring de kræftsygdomme, som mændene er ramt af. Al snak foregår i fortrolighed deltagerne imellem.
"Det er også meningen, at gruppen skal støtte og styrke hinanden i at få en forbedret livskvalitet efter at de har fået konstateret kræft," siger initiativtageren til gruppen, Jerry E. Zentio, der mener, at gruppens medlemmer qua deres erfaringer - og ved at man taler åbent om sin sygdom med andre mænd - kan være medvirkende til, at livet fremover får et helt andet indhold.
For at der ikke kun skal snakkes sygdom, vil deltagerne ved hvert månedsmøde blive præsenteret for en ny vin. Jerry E. Zentio, der er salgschef i et vinhus, vil fortælle om vinen.
Gruppen afholder næste møde onsdag den 12. februar kl. 19. Interesserede mænd med kræft eller pårørende mænd til en kræftpatient, der gerne vil deltage i gruppen, kan ringe til Jerry E. Zentio på tlf. 50 55 20 38 eller sende en mail: jerry.zentio@mail.dk
Mødedatoerne for 2014 er fastsat til: 12.02, 12.03, 09.04, 14.05, 11.06, 16.07, 13.08, 17.09, 15.10, 12.11, og 17.12.
Gruppen vil løbende tage relevante emner op: Kræft og kost - Din sygdom og din familie – Seksualitet - Alternative behandlingsformer - Nye behandlingsformer – Forskningsresultater.