Fortsæt til indhold

Beredskabskommissionen ønsker færre blinde alarmer

Varde Kommunens beredskabskommission har netop afholdt sit første møde i 2014. Mødet var ligeledes det første af sin slags med kommissionens nye besætning. Mødet handlede bl.a. om bekæmpelsen af blinde alarmer

Arkiv
Kim Schou

Hver eneste gang beredskabet i Varde Kommunen kører efter en blind brandalarm koster det tid og penge. I værste fald kan en blind alarm fjerne opmærksomheden fra en rigtig brand. Derfor vil beredskabskommissionen fejlene med de blinde alarmer til livs.
”Vi har også i 2013 desværre kørt til forholdsvis mange blinde alarmer fra automatiske brandalarmer. Dette skal dog måske ses i sammenhæng med, at der i løbet af året er etableret 9 nye brandalarmeringsanlæg i kommunen. Men uanset årsagen så vil vi de blinde alarmer til livs”, siger Beredskabschef i Varde Kommune, Susanne Fast, og fortsætter:
”I 2013 kørte vi i alt 350 udrykninger. Heraf var 80 blinde alarmer, og det er for mange”

Gebyr for blinde alarmer

I følge beredskabslovgivningen kan der opkræves et gebyr for redningsberedskabets udrykninger til blinde alarmer fra automatiske brandalarmeringsanlæg.
Beredskabskommissionen i Varde Kommune har tilbage i januar 2007 besluttet, at der i Varde Kommune skal opkræves dette gebyr, idet det kan være med til at reducere antallet af udrykninger til binde alarmer.
Gebyret fastsættes hvert år af Beredskabsstyrelsen, og fra 2013 til 2014 stiger gebyret fra 3.865 kr. pr. udrykning til 5.050 kr. pr. udrykning.
Beredskabskommissionen forventer, at stigningen vil give reaktioner fra institutioner og andre ejere af automatiske brandalarmeringsanlæg. Derfor orienteres der bredt om gebyrændringen, og alle anlægsejere vil i løbet af kort tid blive tilbudt at deltage i et kursus ved Varde Brand & Redning om betjening og vedligeholdelse af ABA-anlæg.
”Jeg håber, at kombinationen af pisk og gulerod betyder, at vi kommer de mange blinde alarmer til livs”, slutter Susanne Fast, Beredskabschef.