Fortsæt til indhold

Kurs mod DM medaljer

Atletikkens kastere fortsætter hvor de slap

Arkiv
ebohvidovreavis.dk

Lige inden nytårsklokkerne faldt i slag forbedrede Matthias Hagen den danske 16 års rekord i kuglestød, og brød samtidig 16 meter barrieren med 16,05 meter. Thea Jensen, der har trænet med i kastegruppen de sidste 2 sæsoner, starter nu for Hvidovre AM, og i hendes 3 første starter i det nye år har hun hver gang forbedret den danske 15 års rekord i, så den nu lyder på 13,76 meter. Både Thea Jensen og Matthias Hagen vandt begge suverænt østmesterskaberne, og er blandt favoritterne til de danske ungdomsmesterskaber her i februar. Bomstærke Maria Sløk fortsætter sin udvikling og satte ved et stort svensk stævne ny seniorklubrekord i kuglestød med 14,78 meter, som samtidig er det næstbedste resultat af en dansk kvinde og dansk rekord for veteraner i aldersklassen 30-34 år. De magiske 15 meter ser ud til at ligge ret forude, måske til indendørs DM, der afvikles sidste weekend i februar i Skive? Maria Sløk viste i 2013 sine alsidige evner ved at vinde 5 DM-medaljer, blandt andet sølv i diskoskast efter en meget tæt dyst om guldet. Et plaster på såret er udtagelsen til det danske landshold, der skal dyste i en indendørs nordisk landskamp i finske Tampere. Det er ikke hverdagskost, at der bliver kastet diskoskast indendørs, så det bliver uden tvivl en helt speciel oplevelse, der venter. Det ser altså ud til at Hvidovres kastere er godt på vej til at fortsætte den udvikling, der i 2013 var med til at bringe klubben helt frem blandt de allerbedste i Danmark.