Skoleelever overnattede på et bjerg
Den årlige skitur blev for Adventure Efterskolen på Broagerland til en eventyrlig og samlende rejse. De 75 elever, hvoraf over 30 var nybegyndere på ski, kæmpede hver dag på pisterne. De to brædder blev tæmmet, og alle havde en fantastisk oplevelse med den fysiske udfoldelse – et element, som eleverne kender godt hjemmefra, i den aktive hverdag på Adventure Efterskolen.
I år var der, udover de mange fællesskabende oplevelser, tilrettelagt en bjergvandring med tilhørende overnatning i 1.200 meters højde. En sej gruppe af elever tilmeldte sig og gik med lærerne Jacob Oddershede og Michael Olsen op af bjerget i nattens mulm og mørke.
"Vi gik langs pisterne og selvom de store piste præparerings maskiner var orienteret om begivenheden, så var det vildt, når vi blev fanget i de skarpe projektører fra en maskine og kom i tvivl om, hvorvidt den pludselig kunne finde på at rutsje ned imod os,” fortæller en af eleverne, Klara Kjærgaard, som fortsætter:
"Men efterhånden blev natten stille. Maskinerne stoppede aftenens arbejde, og det eneste der hørtes, var vores skridt og åndedræt. Langsomt, langsomt nærmede toppen sig og snevejret aftog. Stjernerne kom frem og skabte en smuk baggrund for bjergene, der tårnede sig op omkring os."
”Vi bar vores ski, støvler og hjelm udenpå den almindelige oppakning. Derudover havde vi et stort telt, en lavvu, med til at overnatte i. Det var vildt tungt og nogle steder gik det så stejlt opad, at vi røg et skridt tilbage når vi tog to fremad,” siger Mads Fidder, elev på Adventure Efterskolen.
Gruppen klarede vandreturen. Svedende og udmattede nåede de toppen, kunne række armene i vejret og så tage fat på at oprette lejr. Mens lærerne kiggede på, forsøgte eleverne at få sat lavvuen op. Det blev til en del morskab, da der manglede en del af teltstangen, som blev alt for lav, og da toppen ligeledes var glemt i skyndingen, sneede det ind i løbet af natten.
Efter en kold nat vågnede gruppen og kunne efter en omgang morgenmad begynde den spændende nedkørsel med tung rygsæk i den nyfaldne sne. Det var et eventyrligt landskab, der åbnede sig med det knitrende ubrudte snetæppe.