Halløj på afholdshotellet
Det bliver hårdt arbejde for grinemusklerne når man skal overvære årets dilettantforestilling i Hyrup Forsamlinghus
Næsset's 'verdensstjerner' øver i den tid på årets dilettantforestilling "Afholdshotellet", en farce skrevet af Erik Hansen opføres på de skrå brædder den 21. og 22. marts i Hyrup Forsamlingshus, ved Øsby. Instruktionen er langt i kyndige hænder hos Trine Rosenlund Vestergaard, der fortæller om handlingen:
"Den tilsyneladende meget naive ejer af Bankel Vig Afholdshotel, Gotfred, får besøg af Laurits Lurendrejer, der er en dreven og snu forretningsmand fra hovedstaden.
Han har læst om Gotfreds formue, og forsøger at få denne til at investere i en genial nyudviklet maskine, som han hævder, kan tiltrække alt lige fra fisk til damer.
For at overbevise Gotfred om maskinens enestående evner, har Laurits i al hemmelighed sørget for, at hans medsammensvorne, den prostituerede Sensuella, bliver indlogeret på hotellet samtidig med sit eget besøg."
"Da Laurits afprøver maskinen for Gotfred, resulterer det i, at Sensuella tilsyneladende omgående bliver uhjælpeligt draget af Gotfreds dyriske tiltrækning."
"Gotfreds gamle tante, Sofie, aner uråd, og hun forsøger i samarbejde med Von Osten og Sylvia fra den lokale avis at forhindre Gotfred i at gå i fælden. Dette lykkes dog langtfra, og det ligner at Gotfred sætter hele sin formue til, da han indgår en skriftlig købsaftale med Laurits Lurendrejer."
"Det skal dog vise sig, at Bankel Vig Afholdshotel ikke er helt, hvad det giver sig ud for at være. Man har på hotellet opdyrket en helt speciel forretnings niche, der gør Gotfred uafhængig af de penge, som han tjener på ”at lade være med” at sælge spiritus!"
Fredag den 21. marts er der åben generalprøve, hvor der efter generalprøven/forestillingen vil der være mulighed for et glas vin og en rejemad og der vil være underholding ved. Morten Vestergaard. Lørdag aften serveres Teatermenuen og der spilles op til dans af DJ Flemming Kiil.