TrygFonden støtter KOL patienter i Syddanmark
Med en donation på 422.500 kr. fra TrygFonden kan Danmarks Lungeforening i Region Syddanmark styrke frivillige træningsnetværk, hvor KOL patienter kan mødes
Omkring 430.000 danskere lever med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), og når kommunens tilbud om 12 ugers rehabilitering er slut, er borgerne overladt til sig selv. I Region Syddanmark har Danmarks Lungeforening derfor 10 træningsnetværk, som benyttes af omkring 300 personer med KOL. Her mødes de – dels for at forebygge en forværring af sygdommen, dels for at øge livskvaliteten og opleve et socialt samvær med ligesindede.
Netværkene er udelukkende drevet af frivillige kræfter, og donationen går til at give de frivillige en hjælperuddannelse, som gør dem bedre i stand til at varetage den ugentlige træning, støtte og motivere deltagerne og på sigt hjælpe med at starte nye træningsnetværk op. De fungerer samtidig som brobyggere til kommunens rehabiliteringstilbud.
Det er TrygFondens regionale råd i Syddanmark, der står bag donationen, som er et led i TrygFondens samlede indsats for at gøre mennesker med kronisk sygdom så selvhjulpne og så lidt præget af sygdom og lidelser som muligt.