Fortsæt til indhold

To hårde slag på Dybbøl

SønderjyskE's ligaskæbne afgøres med to intense kampe i Skansen - det bliver som slaget i 1864, siger træner

Arkiv
Mikkel Hansen

"Det er godt, kampen skal spilles om aftenen, for det bliver forbudt for børn."
SønderjyskE-træner Morten Henriksen er ikke i tvivl. Onsdagens kamp mod Ribe-Esbjerg bliver et drabeligt opgør.
Ribe-Esbjerg kan ikke nå slutspillet, men holdet har alligevel meget at spille for mod SønderjyskE. Det handler om at sikre en så høj placering i tabellen som muligt, så holdet kan få point med i nedrykningsspillet.
Allerede tre dage efter Ribe-Esbjerg-kampen venter finalen på den ordinære sæson mod Skanderborg, som udfordrer SønderjyskE i kampen om den sidste billet til slutspillet.
"Det bliver to kampe med tryk på, Nu spidser sæsonen til, og det kommer til at kunne ses på spillet. Der bliver mere hård fight end poleret håndbold. Det kommer til at minde om slaget i 1864,"
Nøglen til sejr for SønderjyskE bliver at få styr på vestjydernes offensive forsvar.
"De er kendt for et hårdt og til tider brutalt forsvarsspil, hvor de også går over stregen. Da vi mødtes i Esbjerg fik de lov til alt, så det bliver spændende at se, hvor meget dommerne vil tillade," siger Morten Henriksen.
Ribe-Esbjerg er forstærket i forhold til sæsonens første møde, da vestjyderne har fået Jonas Langerhuus tilbage fra en skadespause, ligesom holdet hentede Rasmus Bertelsen, da Vejle Håndbold lukkede. Derudover har holdet profiler som Ronni Matthiesen og Mathias Holst.
"Men nu skal vi glemme alt om skadessituationer og den slags. Der er ingen undskyldning for at gemme sig mere. Det er nu vi skal performe. Der venter to finale i Skansen, og det skal man kunne mærke på både spillere og publikum.