Mindeord
Med stor sorg, vi har erfaret, at Svend Aage Sundberg er død af en kræftsygdom 74 år gammel. Med dødsfaldet har mange medlemmer af LO Roskilde Egnen mistet en god ven med et udadvendt og optimistisk væsen.
Svend Aage Sundberg var en meget central skikkelse, da den lokale fagbevægelse gennemlevede en storhedstid op gennem 70erne og 80erne.
Som formand for Arbejdernes Fællesorganisation i Roskilde (FO) skulle han løse den til tider utaknemmelige opgave at skabe fælles fodslag i en fagbevægelse, der favnede en hel stribe af indbyrdes stridende venstrefløjspartier som KAP, SAP, Kommunisterne, SF, VS og Socialdemokratiet. Opgaven med at lede en generalforsamlinger fyldt af rebeller med stærkt divergerende opfattelser af, hvordan kampen for arbejderne skulle føres, var ikke nem.
Men Svend Aage Sundberg påtog sig opgaven med stor ildhu og med tålmodighed til at lede generalforsamlinger, der først sluttede klokken løgn om natten.
Sundberg havde taget sit milde og vindende sind med fra Lolland til Roskilde, hvor han hurtigt blev optaget af kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår til lønmodtagerne.
Som medlem af Socialdemokratiet arbejdede han for de samme mål i byrådet, hvor han sad i fem perioder på i alt 20 år. Han blev valgt ind i rådet ved valget i 1978, hvor hans partifælle, Lisbeth Olsen samtidigt indtog borgmesterposten efter en længere årrække med radikalt styre.
Senere nåede han også at arbejde tæt sammen med Henrik Christiansen, der var socialdemokratisk borgmester i Roskilde fra 1986 til 2000.
Svend Aage Sundberg var en engageret politiker, og han tog mange intiativer i forsøget på at synliggøre og markere den lokale fagbevægelse. Et eksempel er A-huset, som han var med til at oprette på Kildegaarden. Huset var et tilbud til de arbejdsløse, der kunne mødes i huset om faglige og sociale aktiviteter.
Sundberg stod også forrest, da fagforeninger i Roskilde gik sammen om at bygge en skamstøtte over 80ernes høje arbejdsløshed ved Arbejdsformidlingen.
Et teaterstykke om arbejdskampen opført i Gråbrødre skoles skolegaard og et motionscenter for medlemmerne af LO er andre eksempler på initiativer fra hans side.
Samlet set har Svend Aage Sundberg gennem flere årtier medvirket kraftigt til at sætte fagbevægelsens interesser på den lokale dagsorden. Han ydede en uselvisk indsats som, ikke altid blev påskønnet efter fortjeneste.
Vi vil savne Svend Aage Sundberg som en god ven og som en sand kriger i kampen for medlemmerne af Roskildes LO-fagforeninger.
På vegne af Roskildes fagbevægelse,
LO-formand Torben Jørgensen.