Styrelse vil frede Palæmur
Roskilde-politikere mener forslaget er for restriktivt
Kulturstyrelsen foreslår, at Palæmuren og Palæhaven bliver fredet, ligesom det Gule Palæ allerede er. Årsagen er at alle dele har kulturhistoriske og arkitektoniske interesser.
Formålet, skriver Kulturstyrelsen, er at beholde muren omkring Palæhaven som afgrænsning mellem Stændertorvet og Roskilde Domkirke.
Roskildes byrådspolitikere er ikke meget for dette, da det kan sætte en kæp i hjulet på planerne om at åbne haven.
De mener, at en fredning er for restriktiv og beder i et høringssvar om, at fredningsplanerne nuanceres, så det fremgår at:
"Haveanlægget kan gives et nyt udtryk, så længe Palæhaven fastholdes som en fredfyldt, grøn lomme, og der kan etabeleres nye åbninger i Palæmuren, så længe muren som helhed definerer en afgrænsning af haven mod omgivelserne".
Flere indgange
Formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen forklarer, at man gerne vil have flere indgange gennem Palæmuren til Palæhaven, så man kan gå ind gennem anlægget fra den ene side og gå ud igen på den anden.
- Jeg er sikker på, at vi sagtens kan lave nogle flere åbninger i muren omkring Palæhaven, så det bliver nemmere at bruge den. Det ødelægger ikke muligheden for at lave udstillinger og små koncerter i haven, siger Torben Jørgensen.
Han vil gerne have gjort haven mere synlig og tilgængelig.
Politikeren forklarer, at han mener, Byrådet har øje for kvaliteterne ved mur og have, men fredningen må ikke lægge sten i vejen for et nyt haveanlæg.
Fredning strammer
- Vi er enige med Kulturstyrelsen i, at der er nogle kvaliteter, som er værd at bevare. Men fredningen kan godt blive for stram, siger Torben Jørgensen og fortsætter:
- Det skal også være tilladt at udvikle på selve haven.
Han mener for eksempel at Palæhavens beplantning er lidt tilfældig i dag.
Fredfyldt sted
Kulturstyrelsen skriver, at de vurderer, at Palæhaven udgør en grøn lomme, et skygge- og fredfyldt sted, i et enestående historisk miljø.
Muren omkring haven markerer en klar afgrænsning mellem det folkelige liv på Stændertorvet og det sakrale rum omkring Domkirken.
Man kan læse hele Kulturstyrelsen begrundelse for fredning her.
ag@roskildeavis.dk