DM i Skills kommer til Fredericia i 2016
Danmarksmesterskabet for unge fra erhvervsuddannelserne skal foregå i Messe C
Når flere hundrede unge fra erhvervsuddannelserne i 2016 skal kæmpe om at blive landets bedste inden for lige netop deres fag, kommer det til at foregå i Messe C Fredericia. De seks kommuner i Trekantområdet har i fællesskab søgt om værtsskabet – en ansøgning, som SkillsDenmark netop har besluttet at imødekomme.
”Trekantområdet er et område i vækst med et stort fokus på uddannelse – og især erhvervsuddannelserne. Derudover råder området over MesseC med en masse muligheder, hvilket alt i alt gør Trekantområdet meget interessant for SkillsDenmark,” siger Ulla Groth, sekretariatschef for SkillsDenmark.
De unge skal dyste inden for cirka 30 forskellige fag herunder frisør, bager, elektriker og murer. Da DM i Skills blev afholdt i Aalborg i januar, havde arrangementet 42.000 besøgende i løbet af de tre dage, mesterskabet varede.