Fortsæt til indhold

Om få måneder bliver der mangel på arbejdskraft i Varde Kommune

Ledigheden i Varde Kommune er blandt de laveste i Syddanmark. Derfor har der siden 1. februar været en særlig formidlings-indsats, hvor virksomhederne kan henvende sig til Jobcentret, når de mangler medarbejdere

Arkiv
Kim Schou

Ledigheden i Varde Kommune er nu så lav, at ikke mindst Jobcentret forudser, at der i løbet af få måneder kan blive mangel på arbejdskraft indenfor visse områder. Det gælder især bygge- og anlægsområdet samt i turistbranchen, der snart tager hul på en ny sæson.
"Sammen med Billund Kommune havde vi i december 2013 den laveste ledighed i Region Syddanmark, nemlig 3,8 procent," fortæller Søren Laulund, der er formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Integration i Varde Kommune.
"Samtidig kan vi se, at Esbjerg Kommune har en ledighedsprocent på 5,2. Vejen Kommune har 4,5 procent ledige, i regionen er der 5,5 procent ledige mens procenten på landsplan siger 5,0," fortsætter udvalgs- formanden.
Han tilføjer, at den lave ledighed i december sidste år ikke er et enestående tillfælde. Faktisk er de lave procenter mere reglen end undtagelsen i Varde Kommune. I november 2013 var tallet således helt nede på 3,5 procent, hvor Billund Kommune lå på 3,6 procent.
Samtidig er der intet, der tyder på, at tallene skulle have ændret sig i løbet af januar måned.
"Altså en lav ledighed på den tid af året, hvor sæsonledigheden er højest. Samtidig venter foråret med øget aktivitet for flere brancher og virksomheder. Derfor kan vi komme i bekneb for arbejdskraft her i området," vurderer Søren Laulund.

Ekstra penge afsat

Fra politisk side blev der dog allerede sidste år taget hånd om den situation.
I forbindelse med at det kommunale budget for 2014 faldt på plads, blev der afsat midler til, at Jobcentret kunne øge sine aktiviteter, og blandt andet sætte gang i en konkret formidlingsindsats, hvor Jobcentret hjælper de lokale virksomheder med at finde de medarbejdere, der er behov for.
"Det er et nyt tiltag, der supplerer de muligheder, vi i øvrigt har. Ordningen blev sat i gang 1. februar, og her trækker vi på hele vores netværk af kontakter både inden- og udenfor kommunegrænsen, fortæller chefen for Jobcentret i Varde Kommune," Peter Petersen.
"Vi har et tæt samarbejde med andre jobcentre over hele landet, og har også en række internationale kontakter, der kan aktiveres, hvis der er behov for det."
Peter Petersen fortæller videre, at de ekstra penge, der er afsat på budgettet, svarer til et årsværk – altså en ekstra medarbejder i et år.

Bredt erhvervsliv

"Og generelt er det da utroligt positivt, at vi har så flotte – eller rettere så lave – ledighedstal her i området."
"For mig er der dog ingen tvivl om, at det hænger sammen med det meget brede erhvervsliv, vi har."
"I Varde-området er der mange brancher og mange typer af virksomheder, ligesom arbejdskraften her i området altid har været rigtig god til at omstille sig fra den en type job til en anden," slutter Peter Petersen.