Vejlenser trak sig som formandskandidat
Peter Andersen fra Vejle stiller ikke længere op som kandidat til formandsposten i SF
Han var (i skrivende stund) den eneste, som meldte sig som modkandidat til Pia Olsen Dyhr, men 24-årige Peter Andersen fra Vejle måtte sande, at der ikke var stor nok opbakning til, at han kunne fortsætte som kandidat. Han fik nemlig ikke de 100 såkaldte stillere fra SF bag sig, og så var det løb kørt, før det for alvor kom i gang.
"Selvfølgelig er jeg ærgerlig over det, men jeg er også tilfreds med at have sat en debat i gang om visse ting", sagde Peter Andersen til Ritzau.
For det var ønsket om mere debat i partiet, der lå til grobund for ønsket om at udfordre Pia Olsen Dyhr.
"Jeg står ved mit valg om at melde mig som kandidat. Budskabet om at SF trænger til at snakke tingene igennem. Jeg mener, at SF i nogle år har været for langt fra egne medlemmer og vælgere, og sådan skal vi ikke fortsætte. Debatten om i hvilken retning SF skal gå er vigtigt at tage," sagde han til Lokalavisen Budstikken Vejle, før han trak sig.
Mediemølle
Den 24-årige mand meldte ud i mandags, at han ville prøve at melde sig som kandidat, og så gik mediemøllen ellers i gang. Det kom lidt bag ham, hvor voldsom sådan en mediemaskine kan være, men det var også meget lærerigt.
Til Ritzau sagde han, da han trak sig som kandidat.
"Jeg fortryder ingenting. Jeg havde håbet og troet på, at det ville handle om noget andet, nemlig politik, men man kan ikke få alt, hvad man ønsker sig," sagde han.
Peter Andersen er tidligere formand for SFU i Vejle. SF skal vælge ny formand på et ekstraordinær landsmøde i starten af marts.