Hold øje med lommetyve
En 68-årig mand blev mandag eftermiddag udsat for lommetyveri, da han var på indkøb i Kolding storcenter. Mandens jakke hang på indkøbsvognen og da han var i færd med at handle, blev han pludselig afledt af en person.
Efterfølgende skulle det vise sig, at hans pung var væk. Pungen indeholdt kontanter, kort og jagttegn. Gerningsmanden beskrives som cirka 30 år og spinkel. Han havde et mellemøstligt udseende og sort hår. Han talte fremmedsprog til manden. Politiet i Kolding opfordrer til, at man holder øje med lommetyvene.
"Man skal især være opmærksom på lommetyve i Helligkorsgade og ved storcentret. Det er vores erfaring, at de her lommetyverier kommer lidt i bølger og der kan være grund til at tro, at der kan være tyve i området nu", siger Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding.