Nytter det overhovedet noget?
Kan det overhovedet betale sig at udføre nødhjælp? Det kan man høre fra én der ved hvad det handler om
Folkekirkens Nødhjælp er til stede rundt i verden, men hvorfor og hvad sker der? Onsdag 19. februar 19.30 fortæller generalsekretæren Henrik Stubkjær om Nødhjælpens arbejde, og om det nytter.
I marts måned deltager Domsognet i årets sogneindsamling til Folkekirkens Nødhjælp. Henrik Stubkjær er generalsekretær i organisationen og fortæller ved sogneaftenen i Den Gamle Latinskole om, hvad de indsamlede penge bruges til og om udfordringerne i arbejdet blandt de fattige i en verden i forandring. Det gælder katastrofearbejde, udviklingsarbejde og fortalerarbejde.
Det var et logisk skift, da Henrik Stubkjær i 2005 forlod posten som forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus for at blive generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Dels fordi han er en af den slags ærlige og hårdtarbejdende mennesker, hvis slid viser resultater, dels fordi han i forvejen havde erfaring med både ledelse og administration fra sit forstanderjob. Men allermest gav skiftet mening, fordi arbejdsområderne på de to poster i bund og grund lignede hinanden. Før arbejdede Henrik Stubkjær med diakoni. Og det gør han så også nu – bare i et større perspektiv.
"Folkekirkens Nødhjælp arbejder for at hjælpe verdens fattigste til et værdigt liv uden hensyn til tro, race eller politisk overbevisning. Bekæmpelse af sult har været en kernesag siden 1922," fortæller han. Henrik Stubkjær er uddannet teolog, gift med en præst og selv tidligere studenterpræst ansat ved Aarhus Universitet.
Ballade på Roskilde Festival
Når man brænder så meget for noget, som Henrik Stubkjær gør, så hænder det dog, at man engageres i kontroverser. Han er ikke bange for at skabe postyr, men det er som regel for at sætte fokus på de nødlidende.
"I 2012 satte Folkekirkens Nødhjælps ungdomsarbejde en otte meter høj betonmur op ved siden af Orange Scene på Roskilde Festivalen. Muren var en kritik af den sikkerhedsmur, Israel havde opsat på Vestbredden, og man må sige vi høstede en anselig mængde kritik for tiltaget," smiler generalsekretær Henrik Stubkjær.
Projektet blev kaldt ”venstreorienteret politisk aktivisme”, og det var nok til at få Henrik Stubkjær til at fare i tasterne og forsvare motiverne.