Nye regler for salgsvogne i Blåvand
Varde Kommune sætter gang i et forsøg med indretning af tre stadepladser for salgsvogne i 2014. Samtidig skal der ikke længere søges om tilladelse til at have en specifik salgsvogn eller salgsbod i Blåvand, men om tilladelse til at placere den på en speci
Her og nu lyder det utroligt, men inden længe skinner forårssolen, fuglene kvidrer og snart er der liv og lystighed – samt vogne og boder med alt fra frisk fisk, pølser, grøntsager og andre varer til salg – i blandt andet Blåvand, hvor feriefolket plejer at boltre sig.
"Men den side af sagen, der handler om salgsvogne og boder bliver i hvert fald anderledes i år," fortæller Lars Eg Tanghøj, der er leder hos Team Erhverv hos Varde Kommune.
"I flere år har der været snak og diskussion om disse boder og salgsvogne, og det i en grad, så Udvalget for Plan og Teknik sidste sommer holdt et borgermøde for at få et bedre billede af, hvordan borgerne og de forretningsdrivende egentlig havde det med disse ”mobile salgsenheder”, som vi kalder dem i den kommunale jargon."
"Mødet resulterede i, at der fra og med i år – som et forsøg – bliver indført nye regler," fortsætter Lars Eg
Tanghøj, der fortæller at borgermødet især pegede på fire forhold, der var værd at kigge nærmere på.
"Det er, at der for det første skal udstedes en tilladelse til at sælge varer fra en mobil enhed. Videre skal reglerne for disse tilladelser kunne håndhæves. For det tredje skal det være muligt at regulere antallet af mobile salgsenheder, og endelig blev der peget på, at der skal være klare og ensartede regler, fortsætter Lars Eg Tanghøj.
- I december sidste år blev det så besluttet, at udpege tre steder langs Blåvandvej, hvor der kan være stadepladser – altså salgsvogne og flytbare boder. Heraf er de to af stederne allerede omfattet af en historisk tilladelse til, at der også i 2014 kan være specifikke salgsvogne på stederne."
Fire stadepladser i 2015
"I 2015 er det så planen, at endnu et sted skal udpeges til stadepladser langs Blåvandvej. Dermed når vi op på fire, men det ligger samtidig fast, at stadepladserne bliver udpeget for et år ad gangen. Videre bliver det baseret på ansøgninger, hvor der skal være stadepladser, og at deres placering skal i høring blandt borgere og erhvervsliv i Blåvand."
Lars Eg Tanghøj understreger, at der er tale om et forsøg, så der hele tiden er mulighed for at forbedre regelsættet fra år til år.
"Og det skal så ske i en tæt dialog med borgere og forretningsdrivende, indtil vi har fundet et niveau, der er langtidsholdbart," fastslår teamlederen.
Udpegningen af stadepladser erstatter altså den tidligere praksis med at udstede tilladelse til en specifik salgsvogn. Dermed er det ikke længere vognen, men stadepladsens placering, der er afgørende, og det vil naturligvis ikke være tilladt at drive handel fra vogne udenfor de udpegede stadepladser, understreger Lars Eg Tanghøj.