Fra smedie til byggegrunde
Den gamle smedie på Sønderborg Landevej i Adsbøl er lige nu ved at blive brudt ned og fjernet. Det er Michael Pedersen, indehaver af byggefirmaet Micasalux, som ejer ejendommen og nu ønsker at omdanne den til to byggegrunde med udsigt til vandet.
"De to grunde vil snarest blive sat til salg, og hvis man er interesseret i at bygge på dem, så er det selvfølgelig en opgave, som vi gerne påtager os. Men der er ingen byggepligt knyttet til grundene," fortæller Michael Pedersen.
Oprindeligt havde han planer om at opføre en lagerbygning på den ene af grundene, men det endte i stedet med, at de planlagte lagerfaciliteter blev placeret på Sjællandsgade i Sønderborg. Casabox hedder firmaet, hvor Michael Pedersen tilbyder udlejning af depotrum og garager.
På tvangsauktion
Adsbøl gamle smedie blev oprindeligt købt af en anden person, som havde planer om at renovere bygningen. Men sådan gik det ikke, og huset endte for cirka to år siden på tvangsauktion, hvor den blev købt af Michael Pedersen.
Noget af det som bliver bevaret fra den gamle bygning, er de specielle Hamborg mursten, som er eftertragtede på grund af deres udseende og hårdhed, og som ofte bliver brugt til at lave gulve med.
"Også i lade bygningen er der nogle interessante mursten, som vi vil samle og bevare. Det er de såkaldte Flensborg sten, der også er ret så efterspurgte," fortæller Michael Pedersen, som forventer, at den gamle smedie vil være helt fjernet i løbet af denne uge.