Den nye S-stemme
33-årige Karim Arfaoui skal fremlægge regeringspartiets politik i Roskilde Byråd, mens borgmesteren styrer og laver forlig
Foto: Erling J. Pedersen - Som ordfører for S skal jeg være med til at udvikle og formulere vores politik sammen med borgmesteren, byrådsgruppen og medlemmerne. Samtidig skal jeg deltage i forhandlingerne med de øvrige partier. Sådan beskriver Joys nye højrehånd, den 33-årige bygningsingeniør Karim Arfaoui, selv den opgave, han nu har fået som partiets nye nummer to og anden repræsentant i det centrale Økonomiudvalg sammen med borgmesteren. - Jeg er jo helt ny, men det kan også være en fordel. For mig er tavlen visket helt ren, og der er ingen gamle regnskaber, som skal ordnes i forhold til nogen andre. - Vi havde jo et strålende valg og fik 13 mandater ved valget i november. Men der skal stadig 16 til et flertal ud af byrådets 31 medlemmer, og det kræver en evne til at samle flere partier, som Joy gentagne gange har vist. - Min opgave er så samtidig at sikre, at Socialdemokraterne i Roskilde byråd også har en egen politisk profil med holdninger og budskaber, forklarer Karim Arfaoui.
To forskellige opgaver
Da borgmester Joy Mogensen efter valgsejren i november foreslog Karim som ny ordfører og Poul Andersen som gruppeformand, var det for at få en bedre løsning end i den forudgående periode. Jobbet som gruppeformand er en slags koordinator eller sekretær, mens ordføreren i sagens natur skal kunne formulere partiets politik bedst muligt og diskutere med de øvrige partier, så offentligheden forstår, hvad S mener. Før valget skulle en af den tidligere borgmesters trofaste hjælpere fra det gamle Ramsø prøve at klare begge opgaver, og det gik flere gange helt galt med at forklare og forsvare partiets holdninger.
Sloges med Joy
Karim blev interesseret i politik, mens han gik på gymnasiet i Slagelse, hvor kammerater fik ham ind i DSU. Her har han fortsat gode venner som eksempelvis folketingsmedlem Rasmus Horn. - Jeg havde også et år været i Uganda med mine forældre, der var udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke. Her så jeg, hvordan det er muligt at skabe forbedringer og hjælpe andre mennesker frem til et bedre liv. - Jeg havde en god tid i DSU, hvor vi fra Vestsjælland blandt andet kæmpede med Joy og dem fra Roskilde om indflydelse. Men i slutningen af min studietid valgte jeg at koncentrere jeg mig om at læse og blive færdig, så der var jeg ikke aktiv. - Jeg har også set alt for mange, der bruger al tiden på politik, så de ikke bliver færdige, og det er skidt både for dem og samfundet. For mig handler det at være politiker også om at have livserfaring, og dermed kunne se tingene fra et andet perspektiv end bare stolen på Christiansborg.
Børn og fagbevægelse
- Jeg blev aktiv på ny, da jeg som tilflytter var til S-grundlovsmøde i Palæhaven, og så stillede jeg op som kandidat ved valget i efteråret. Jeg tænkte, partiet også har brug for unge forældre med små børn, så de hensyn også blev repræsenteret i byrådet. - Samtidig skal vi have en god forbindelse til den lokale fagbevægelse, ligesom vi har til erhvervslivet, siger Karim, der har kontakt med formanden for Metal-Roskilde Jacob Birch og Ole Holtse fra 3F-Roskilde. Karim Arfaoui ønsker, at Socialdemokraterne i Roskilde lægger vægt på at skabe lighed. - Efter min mening bliver den nuværende regering styret alt for meget af ’regnedrenge’ i Finansministeriet og det, de kalder ’den nødvendige politik’, frem for at føre S-politik med et venstreorienteret udgangspunkt. Så får han selvfølgelig spørgsmålet, om Roskilde byråd også bliver styret for meget af kommunens topadministration, og hvad han vil gøre ved det? - Jeg vil arbejde for, at vi folkevalgte selv formulerer de politiske mål, så vi ikke bliver for afhængig af den kommunale forvaltning. Da Karim Arfaoui fik sine politiske holdninger som ung, var Nyrup og Auken de store skikkelser i partiet. - Men Mogens Lykketoft er efter min mening den dygtigste politiske håndværker. Som finansminister formåede han at føre S-politik i 90’erne, da den økonomiske situation også var svær – i modsætning til, hvad regeringen gør i dag, mener Karim Arfaoui.