Fortsæt til indhold

Cykelløb mod nye højder

Grejsdalsløbet udvider både rute og antal

Arkiv
Jørgen Flindt

motionscykelløb Grejsdalsløbet finder i maj sted for 25. gang, og den slags skal da markeres. Og det bliver det blandt andet på en mere barsk måde. Den lange rute er nemlig blevet endnu længere, og der er tilknyttet to ekstra bakker, så ruten nu er endnu længere og mere ond. “Når det nu er 25. gang, at løbet finder sted, så tænkte vi, at den lange rute skulle over 2.500 højdemeter,” forklarer Per Jensen, der er formand for styregruppen bag Grejsdalsløbet. De to ekstra bakker er ved Kærbølling nær Bredsten og ved Belle nær Daugård. “Vi er rigtig godt med, hvad angår bakker. Og vi hører også hvert år, hvor en supergod natur vi dog har, og en natur der kan udfordre motionscyklister på alle niveauer,” siger han.

4500 tilmeldinger?

I år forventer og håber arrangøren, Vejle Cykle Motion, at man når det magiske tal på 4.500 tilmeldte. Det ville være rekord. “Det håber vi, at vi kan nå, og der er godt gang i tilmeldingerne. Sidst jeg var inde at se, var vi 90 procent længere fremme end sidste år på samme tid, så det ser lovende ud,” siger Per Jensen. Ved redaktionens slutning var der over 1.800 tilmeldte. I anledningen af jubilæet har Vejle Cykle Motion modtaget i alt 120.000 kroner i en slags jubilæumsstøtte. “I anledning af 25 års jubilæet har vi i samarbejde med Vejle Kommune og Sport 24 fået fremstillet en lækker rygsæk. Rygsækken uddeler vi gratis til de første 4000 tilmeldte deltagere på de fire længste ruter (80, 135, 180 og 220 kilometer),” lyder det. Grejsdalsløbet finder sted 10.-11. maj, og atter i år er der fem ruter at vælge mellem. Deriblandt en enkeltstart om lørdagen, hvor der i øvrigt også er pasta-party ved start- og målområdet ved DGI-Huset i Vejle.