Mænd skal have sunde boller
Nye velsmagende - og sunde - boller skal sætte fokus på mænds sundhed
De lokale håndsværksbagere har netop skudt kampagnen HERREBOLLER i gang. Den har til formål, at sætte fokus på mænds sundhed. Med kampagnen har håndværksbagerne valgt at støtte "Mænd mod kræft" fra Kræftens Bekæmpelse og håber dermed at være med til at gøre en forskel for de danske mænd.
De nye 'herreboller" sælges i butikkerne, og for hver solgt bolle går én krone til "Mænd mod kræft". Bollen er udviklet specielt til kampagnen og med stort fokus på rene og sunde råvarer og fuldkornsprodukter.
"Vi har udviklet en bolle, som er sund uden at blive kedelig – den er helt uden skjulte numre, men stadig med masser af lækker smag og fuldkorn – kort sagt en rigtig HERREBOLLE," siger bagermester Henrik Nielsen fra Nielsens Bageri i Vojens.
Kedelig statistik
Med kampagnen håber håndværksbagerne at kunne få mænd til at tænke mere over deres helbred – og det er der brug for. Faktisk er der 47 mænd, som bliver ramt af kræft hver dag. Og 22 mænd som dør af det hver dag. Risikoen for at en mand dør af kræft er endnu større end for kvinder - blandt andet fordi mænd ikke går til lægen i tide.
”Vi mænd er bare dårlige til at passe på os selv – og til at gå til lægen, når der er noget, som ikke helt er, som det skal være. Vi håber virkelig at være med til at sætte fokus på kræft blandt mænd og deres sundhed i det hele taget. Og hvis ikke bagerne skulle arbejde for sundere boller – hvem skulle så?,” smiler bagermesteren.