Fortsæt til indhold

Uddannelse til virkeligheden

Et samarbejde mellem Handelsgymnasiet og Danfoss bringer eleverne tættere på virkeligheden

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Business College Syd – Handelsgymnasiet ser det som en af sine hovedopgaver at 'uddanne til virkeligheden'. Skolen har derfor i cirka 20 år haft en ordning, hvor alle klasser på handelsgymnasiet er tilknyttet - eller som det hedder 'adopteret af' - en lokal virksomhed.
Klassen og virksomheden følges i varierende grad ad gennem hele det 3-årige gymnasieforløb. Bl.a. besøger eleverne virksomheden, ligesom virksomheden besøger klassen på skolen.
Gennem de gensidige besøg får eleverne et virkelighedsnært indblik i hverdagen i virksomheden, ligesom de får mulighed for at danne sig en viden om, hvilke kvalifikationer og kompetencer virksomheden har brug for. Og virksomheden kan måske rekruttere kommende medarbejdere blandt eleverne. Kort sagt: En win-win situation.
En af de lokale virksomheder, som er tilknyttet ordningen, er Danfoss. I går tirsdag den 4. februar havde hh3e besøg af HR konsulent og elevansvarlig Mette Kragh Kaczmarek fra Danfoss, som gav et oplæg om ansøgninger og ansøgningsprocessen: Hvordan ser en god ansøgning ud? Hvad lægger Danfoss vægt på i en ansøgning? m.m.
Herefter får eleverne cirka 2 uger til at udfærdige en skriftlig ansøgning med henblik på at søge en elevstilling, som Danfoss har opslået. Ansøgninger bliver sendt til Mette Kragh Kaczmarek, som læser ansøgningerne igennem og udvælger 2-3 stykker, der skal 'til samtale'. Disse samtaler bliver afviklet på skolen tirsdag den 25. februar med klassekammeraterne som tilhørere.
”Selv om samtalerne ikke direkte foregår på Danfoss, er de alligevel så virkelighedsnære, at de reelt kan resultere i, at en af de elever, der bliver udvalgt til en samtale, får stillingen,” fortæller underviser Ole Stramer.
”Forløbet er en oplagt lejlighed til at fortælle om, hvilke forventninger vi har til vores kommende elever, og hvad de kan forvente af Danfoss, og hvad en ansættelse på Danfoss indebærer og giver af muligheder på længere sigt. Vi skal bruge 10 elever pr. 1. september, og rekrutteringsprocessen begynder her i februar,” siger Mette Kragh Kaczmarek.

Der stod 'Ansøgninger' på skoleskemaet, da handelsskolen havde besøg af den elevansvarlige på Danfoss Mette Kragh Kaczmarek.