Bliv opvarmning for Carpark North
Gruppen Carpark North giver lokale musiktalenter chancen for at spille for et større publikum
Vindere af både P3Guld, Danish Music Awards og Gaffa Prisen, Carpark North, giver musiktalenter fra Sønderborg området, chancen for at spille for et større publikum og samtidig muligheden for at vinde en ny musikpris. Det sker gennem platformen Local Heroes, der skubber ny musik på vej ved at involvere fans, skabe medieomtale og trække folk til spillestederne.
Tilmeldingsfristen er den 18. februar på localheroes.dk, og man heldig, så står man på scenen i Sønderborghus den 13. marts sammen med Carpark North.
Hvem, der får fornøjelsen af spillejobbet på Sønderborghus bliver afgjort af publikum, Carpark North og spillestedet i samarbejde via platformen localheroes.dk. Her melder lokale bands og solister sig til, fans lytter og stemmer, og hovednavnet plukker til sidst sin favorit blandt de 10 mest populære deltagere.
"Igennem Local Heroes får vi mulighed for at opleve den talentmasse, der udgør dansk undergrund idag. Og den talentmasse får mulighed for at blive eksponeret for vores publikum. Der er ikke rigtig andre muligheder for at få komme ud til så stort et publikum, så jeg vil virkelig opfordre til, at man melder sig til Local Heroes," siger Søren Balsner, medlem af Carpark North
Ny musikpris
Det seneste led i Local Heroes er den nye musikpris, Spar Nord Musikpris, hvor hovedprisen, også kaldt Stjerneprisen, er 30.000 kroner samt en plads i programmet på den anerkendte SPOT Festival + en weekend i Carpark Norths lækre musikstudie.