Ideer i voks og 3D
377 førsteårselever fra Handelsgymnasiet på Roskilde Handelsskole skulle hitte penge
Selvom det er de færreste, der lider nogen egentlig nød i Danmark, er det trods alt et eviggyldigt problem for mange mennesker, at der bare aldrig er penge nok. Problemet gør sig også gældende i erhvervslivet, hvor det kan være svært at skaffe penge til at føre drømmeprojekterne ud i livet, men det forsøgte Handelsgymnasiet for nyligt at gøre noget ved. 377 førsteårselever på Roskilde Handelsskole slog hovederne sammen til en såkaldt innovation camp, hvor formålet var at finde investorer igennem noget, der hedder crowdfunding. I alt sin enkelhed går crowdfunding ud på, at man skaffer penge til sit projekt ved at få en masse mennesker til at bidrage med større eller mindre beløb gerne i bytte for en andel af det færdige produkt.
Hele paletten
Med udgangspunkt i konkrete ideer fra blandt andet lokale foretagender som Orange Innovation og Musicon fik eleverne tre dage til at udvikle kampagner, der skulle få folk til at investere. Hele paletten kom i fuld sving, i det eleverne skulle tænke i så vidt forskellige ting som reklamefilm og forretningsgrundplaner for ideerne. Men der var sørget for, at både kreativiteten og inspirationen kunne få frit løb. Eleverne fik lov til at arbejde relativt selvstændigt og i grupper, der gik på tværs af de eksisterende klasser. Desuden havde de utraditionelle midler til rådighed i form af modellervoks og en 3D-printer.
Ud af boksen
Muligheden for at prøve kræfter med anderledes måder at arbejde på var noget eleverne bød velkommen. Rasmus Holm fra 1C var en af de elever, der lovpriste projektet for at tilbyde en afvekslende og lærerig oplevelse for deltagerne. - Det har været fedt at arbejde på eget initiativ og have mere frihed til kreative tanker, end vi normalt har i undervisningen. - Campen har været intensiv og lært mig at tænke ud af boksen – noget jeg helt sikkert vil tage med mig videre, fortæller han. hw