“Jeg glæder mig til en tur i høet”
Weekendavisen tog på en opdagelsesrejse på teatret, for hvad sker der lige, når der ikke er forestilling.
Mørke. Kun afbrudt af lyset på scenen. Og et råb fra instruktøren om at løfte en arm.
That"s good, that"s good, siger Lynne Formato, der instruerer Frankenstein Junior på Fredericia Teater.
Musical'en har premiere 13. februar. Men hvad sker der egentlig på teatret før en forestilling? Vi besøgte Fredericia Teater seks dage før premieren på Mel Brook"s skøre omskrivning af britiske Mary Shelleys roman "Frankenstein".
Ingen tegn på liv
Udefra i Prinsessegade er der ingen tegn på liv på teatret. Der er også næsten tomt i administrationen. Men inde i teatersalen er der trods mørket lidt bevægelse, og pludselig er der også en masse mennesker på scenen. Man er ved at gøre klar til foto-shoot.
I rekvisitrummet ligger to sorte hestehoveder med maner, der ville gøre selv en Barbiedukke misundelig, der er forskellige laboratorie-krukker med forskelligt indhold og en sort briks, hvor Frankensteins monster skal komme til live. Ned ad trappen til garderoben, der lyder som Banegården klokken myldretid. Trængslen er også næsten den samme, for der skal læggges megen make-up og ordnes meget hår, inden der skal tages billeder til forestillingens program.
Her møder Weekendavisen Inga, til daglig kendt som Kristine Yde, uddannet på Det Danske Musicalakademi og fra Dansestudiet i Aarhus. Hun er ved at få lagt sin make-up og få sat de gyldne lokker med ekstra krøller.
"Jeg får også store bryster," smiler hun, mens hun sidder i stolen og er underbehandling af frisør og make-up artist Emilie Bach Søgaard.
Uden hæmninger
Hun glæder sig til rollen som den sexede Inga, der er Dr. Frankensteins asistent.
"Jeg er normalt meget kontrolleret, så jeg ser frem til at kunne slippe nogle hæmninger. Det, vi skal spille denne gang er ikke naturalistisk som mange af de andre forestillinger, jeg har medvirket i. Og det kan være angstprovokerende," siger Kristine Yde, mens frisuren langsomt forvandles fra halvlangt glat, strithår til lange, bløde, blonde lokker.
Hun er mest nervøs for de helt store dansenumre.
"Først i forestillingen skal vi køre i hestevogn, og samtidig med skuespillet skal jeg virkelig bruge kroppen OG synge røven ud af bukserne. Men jeg glæder mig også til den tur i høet," siger Kristine Yde med et koket smil.
Hun håber, at folk også vil se den fine kærlighedshistorie mellem Inga og doktoren.
"Og så al den sorte humor, det er skønt," siger Kristine Yde, der bliver afbrudt af Igor, Dr. Frankensteins pukkelryggede hjælper, der spilles af Patrick Terndrup. Han er ikke helt færdig med sin forvandlig og spørger Emilie, om han ikke skal have noget mere sort om øjnene.
Stor øl
På gangene er der et rend af folk, der fløjter, skifter tøj, laver fis med hinanden og varmer stemmer op.
"Nå jo, og så glæder jeg mig til, premieren er overstået for der skal jeg have en stor fadøl, tilføjer Kristine Yde.
Ude i salen har fotografen sat kamera op og mange af skuespillerne er på scenen, klar til første billede.
Nede ved kameraet sidder bagmanden.
"Jeg har en rigtig god fornemmelse, for alle tandhjul virker og spiller sammen. Det vigtigste i denne forestilling er timingen, fordi det er comedy, og det er på plads, siger teatrets kreative leder, Søren Møller.
Han beder skuespillerne på scenen bevæge stille sig på deres pladser og tæller ned til første billede af Dr. Frankensteins forlovede Elisabeth.
Tilbage til virkeligheden
Weekendavisens udsendte får tag i sig selv igen og vender langsomt tilbage til virkeligheden. Gennem første lag bare ved at forlade teatersalen og næste lag ved udgangen. Røgen fra scenen i teatret er sevet helt ind i biblioteket og er med til at forstærke og forlænge den magiske, drømmende stemning. Udenfor støvregner det og det grålige, mørke dagslys passer godt til stemningen fra teatret.
Jeg er ikke et blufærdigt menneske
Kristine Yde, skuespiller og Reumert-modtager
På en premieredag taler jeg ikke med min familie, kun med dem, jeg skal spille sammen med
Kristine Yde, musicalstjerne
Young Frankenstein spiller på Fredericia Teater og der er skandinavienspremiere 13. februar. Forestillingen er frit fortolket efter Mel Brooks kultklassiker af samme navn og fyldt med sort humor.
Handlingen kort:
Den seriøse neurokirurg Dr. Frederick Frankenstein arver sin berømte bedstefar Dr. Victor von Frankensteins slot og må rejse til Transsylvanien. Den unge Dr. Frankenstein har store forbehold over for sin bedstefars metoder, men den gale doktors dagbog med beskrivelser af eksperimenterne lokker.
Sammen med sin pukkelryggede hjælper Igor, laboratorieassistenten og sexbomben Inga og den hestevrinskfremkaldende Frau Blücher genoptager Dr. Frankenstein sin bedstefars eksperimenter. Indkluderer et syngende og dansende laboratorium.