Vi må stoppe det store madspild!
Oplev ildsjælen Selina Juul fra Stop Spild af Mad og smag på lækkerier
På Stop Spild af Mad¿s hjemmeside står der mange gruopvækkende oplysninger. Blandt andet at alle danskere hvert år smider 63 kilo mad lige ned i skraldespanden. Det svarer til, at 15-20 % af al den mad, som vi køber, bare ryger ud. Hvorfor er det mon sådan? Det er et godt spørgsmål, som du blandt andet kan få svar på den 27. februar kl. 19.00. Her får Bibliotekscaféen besøg af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad ¿ et af de seneste par års mest omtalte fænomener. Den apolitiske og ukommercielle forbrugerbevægelse startede i 2008 som en facebook-gruppe, der lynhurtigt udviklede sig til at blive Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild. Selina Juul er blevet hædret med mange priser for sit banebrydende arbejde og sine mange gode idéer. Senest med Nordisk Råds store miljøpris på 350.000 kr. og lidt efter med socialdemokraternes Svend Auken-pris, der blev overrakt af statsminister Helle Thorning-Schmidt den 6. januar i år. Penge som straks går videre til nye projekter, der skal være med til at mindske madspild. Restemad gør dig glad At kreere ny og lækker mad ud fra madrester er også oplægget for en kogebog, som Selina Juul skrev for et par år siden sammen med udvalgte mesterkokke såsom Francis Cardenau, Camilla Plum og stenalderkokken Thomas Rode Andersen. Hele konceptet bygger på, at det både er godt for din samvittighed samt for miljøet og ikke mindst pengepungen, hvis du spiser al din indkøbte mad i stedet for at smide noget ud - som for eksempel endeskiverne på brødet! Denne aften skal vi altså møde Selina Juul, som vil inspirere os til at afprøve konceptet derhjemme. Og det bliver helt uden løftede pegefingre! For at gøre Hvidovres familier endnu mere nysgerrige på konceptet, byder Bibliotekscaféens køkken på smagsprøver i form af lette og lækre madretter. Maden, som vi skal smage denne aften, er direkte inspireret af førnævnte bog ¿ Stop spild af mad - en kogebog med mere¿. Så mød endelig ikke propmætte op, hvis I vil have det fulde udbytte af foredraget. Som sædvanligt kan du blande dig i HvidovreDebatten, og det foregår på hjemmesiden http://www.hvidovrebib.dk/madspild. Her kan du videregive dine gode idéer til at mindske madspild. Har du allerede et godt tip, så del det meget gerne på hjemmesiden. Under foredraget vil Selina Juul udvælge den bedste idé blandt de indsendte forslag. Billetterne kan købes på Billetlugen.dk eller på bibliotekerne for 50 kr. inkl. billetgebyr og giver samtidig adgang til smagsprøverne. Billetsalget starter den 13. februar.