- Et forældet grundlag
Diskussionen om, hvordan man bedømmer en videregående uddannelses relevans i forhold til jobmarkedet, går i denne tid for fulde sejl. En af de ting, der har været med til at kaste benzin på bålet, er en ny rapport fra den såkaldte Akkrediteringsinstitution, der netop bedømmer sådanne uddannelser. Dagbladet Politiken har lavet en liste bestående af ti danske uddannelser, der ikke til fulde har levet op til Akkrediteringsinstitutionens krav hvad angår relevans. Fem af de uddannelser stammer fra RUC. Listen blev trykt i en artikel, og det er prorektor på RUC Hanne Leth Andersen rigtig ked af. Hun mener, at artiklen er med til at danne et forkert billede af, hvordan tingene faktisk ser ud. - For det første er listen fra Politiken forældet, da en af de fem uddannelser er blevet positivt akkrediteret, og to af dem er lige ved at blive det, fortæller hun og fortsætter: - Desuden fik de i først omgang stemplet, fordi der var problemer med det såkaldte aftagerpanel, der skal være med til at diskutere uddannelsernes jobrelevans.
Lille del af viften
Netop det faktum at det er aftagerpanelet, der i sin tid har givet problemer for de fem uddannelser, ærgrer også Hanne Leth Andersen. Et aftagerpanel går i grove træk ud på, at man samler en gruppe mennesker, der kunne have glæde af at ansætte studerende fra en uddannelse. Disse mennesker mødes så med folk fra uddannelsesinstitutionen for at sikre den bedst mulige sammenhæng mellem, hvad de studerende lærer og den virkelig verden. Hanne Leth Andersen forklarer, at hun ser aftagerpanelerne som et godt værktøj. Hun mener dog, at det kun er en lille del af en bred vifte af værktøjer, der bruges til at bedømme uddannelserne i forhold til jobmarkedet. - Man kan derfor spørge, hvor stor relevans aftagerpanelerne har i forhold til helheden. - Problemet er også, at selvom aftagerpanelet ifølge lovgivningen skal eksistere, så er det ikke altid man kan samle et panel, der repræsenterer jobmarkedet til fulde, fortæller prorektoren.
Ked af det
Hanne Leth Andersen tror ikke, listen, der blev bragt i Politiken, vil få den store indflydelse på, hvordan folk generelt ser på RUCs uddannelser. Men alligevel er hun ked af, at universitetet er blevet fremstillet i et negativt lys. Især synes hun, det er ærgerligt for de studerende, der er på de pågældende uddannelser og dem, der tilrettelægger dem. - Det er da uheldigt at se uddannelserne udstillet på denne vis, siger hun og tilføjer: - Men jeg vil understrege, at ingen af dem har fået en dumpekarakter, og jeg vil understrege at vi bruger mange forskellige redskaber i kontakten med erhvervsliv og aftagere, for eksempel projektarbejde, praktik og eksterne censorer der kommer helt tæt på kandidaternes kompetencer. hw@roskildeavis.dk