Rishøj møder Fremad Amager i Strøby
FODBOLD: Rishøj Boldklubs 2. Divisionshold spillede lørdag middag sin anden træningskamp forud for forårssæsonen, hvor den flotte andenplads i Vestkredsen skal forsvares.
På Køge Stadions kunstgræsbane mødte holdet Danmarksserieholdet fra Jægersborg Boldklub. Det blev en underholdende affære som sluttede uafgjort 3-3.
Rishøj lagde godt fra land og bragte sig foran 2-0 på mål af Simon Bahne Backmann og Søren Bødker.
- Vi spiller en rigtig god første halvleg hvor vi lykkedes med mange ting både offensivt som defensivt. I anden halvleg var spillet knap så godt og vi fik lukket Jægersborg ind i kampen, fortæller træner Thomas Skov.
Jægersborg fik udlignet til 2-2 inden Lasse Højer bragte Rishøj på sejrskurs med målet til 3-2. Det lykkedes dog gæsterne at få udlignet til kampens resultat 3-3.
- At vi gik lidt ned i anden halvleg skyldes nok at vi i pausen foretog nogle udskiftninger, og at dem der kom på banen til de sidste 45 minutter underpræsterede lidt. Men det er det vi har træningskampene til - at se hvordan tingene aktuelt ser ud, siger Thomas Skov, der sender sine tropper i aktion lørdag den 22. februar kl. 13.30, hvor Rishøj på kunstgræsbanen i Strøby møder Fremad Amager.