Kommunen- det er os
STATEN DET ER MIG, skulle Frankrigs berømte solkonge Ludvig den 14. have sagt. På originalsproget lyder det endnu mere imponerende: L'Etat c'est moi.
Med de ord opfandt han i midten af 1600-tallet enevælden, der snart blev den gængse styreform i datidens Europa for at centralisere magten. Den blev også indført i Danmark 1660 efter nederlaget til svenskerne – med tabet af alle landsdele øst for Øresund i den forfærdelige Roskilde-fred.
Den enevældige konge som inkarnation af en magt givet af Gud herskede overalt – bortset fra England - frem til slutningen af 1700-tallet med den store franske revolution og den amerikanske uafhængigheds-erklæring. Her gennemførte man for første gang den helt fantastiske idé, at magten tilhørte folket – eller i hvert fald den rigeste del af vælgerne.
Herhjemme blev enevælden først erstattet med folkestyre i Grundloven fra 5. juni 1849, som vi fortsat fejrer hvert år.
HELE BAGGRUNDEN FOR FOLKESTYRE og demokrati, hvor vælgerne for en periode udpeger folketing, regions- eller byråd, der så har den afgørende ret til at træffe beslutninger på deres vegne i en valgperiode, kommer jeg til at tænke på, når jeg læser et brev til Roskilde Byråd fra 300 akademikere, der er ansat i kommunen.
Heri klager de over, at visse politikere og aviserne har startet en offentlig diskussion af, om den nuværende struktur med et antal direktører er den bedste model, når byrådets udvalg og deres formænd skal have en ordentlig vejledning og betjening for at kunne udføre deres opgaver.
I brevet fra de kommunale akademikere hedder det ligeledes, at ønsket om en ny struktur, der bedre svarer til antallet af udvalg og opgave-fordeling efter ændringerne oven på valget i november, hos disse ansatte opfattes som manglende arbejdsro.
HER VENDES PROBLEMET PÅ HOVEDET efter min bedste opfattelse. Vore politikere i Roskilde Byråd skal vel ikke indrette deres arbejdsmuligheder efter, hvad ansatte akademikere mener giver dem selv mest ro.
Beslutningsprocessen må nødvendigvis være den omvendte. Først bestemmer de folkevalgte, hvordan de vil indrette sig i et antal udvalg med hver sin formand – og derefter organiseres forvaltningen så efter disse politiske ønsker.
Hvis ansatte i kommune ikke vil følge sin politiske ledelses ønsker, så har de måske forvekslet beslutningsprocessen i sådan en demokratisk ledet virksomhed med de gældende kommandoveje i et privat selskab som Mærsk, Falck - eller DONG for den sags skyld.
PÅ ET PUNKT HAR DE DOG RET, når de klager over, at bestemte medarbejdere er hængt ud med navn eller på en måde, så de let kan genkendes. Det hører ingen steder hjemme, eftersom de ansatte ikke kan svare igen overfor deres politiske arbejdsgivere.
Kun kommunens direktører og andre topchefer, der også får en stor løn for den slags, bør udsættes for direkte offentlig kritik.
YTRINGSFRIHEDEN GÆLDER SELVFØLGELIG også for akademikerne og andre ansatte i en kommune som Roskilde. Men samtidig må alle gøre sig klart, at det kan få konsekvenser, når man siger eller gør noget. Det gælder jo også for vores redaktion på Roskilde Avis og for alle andre.
For mig er der intet forkert i, at disse kommunalt ansatte fremsætter deres mening. Problemet er derimod, at de tilsyneladende gerne vil forhindre de folkevalgte politikere og andre i komme frem med deres opfattelse og diskutere, hvorvidt administrationens opbygning skal tilpasses den politiske struktur – eller omvendt.
Selv om de forhåbentlig ikke har ment det på den måde, er dette brev til byrådet tegn på en både farlig og forkert holdning om, at offentlig politisk debat om forhold i kommunens administration er skadelig. Hos nogle af de kommunalt ansatte ligger åbenbart latent en tankegang om, at firmaet nærmest er til for dem, selv det i virkeligheden er alle borgere i Roskilde, som har ret til at sige:
KOMMUNEN – DET ER OS.