Fortsæt til indhold

Hund årsag til i knivstikkeri

25-årig hørte dæmoner, da han stak 63-årig roskildenser ned

Arkiv
Anette Gundlach

En forslået hund og dæmoner var årsag til, at en 63-årig mand fra Roskilde blev stukket ned søndag eftermiddag kort efter klokken 16 tæt på sin bopæl i Nygade i Roskilde.
Manden blev stukket flere gange i ryggen og foran på brystet af en 25-årig mand med bopæl i Horsens. De to havde kort forinden haft en kontrovers efter, at den 25-årige havde slået og sparket sin hund. Den 63-årige havde råbt fra sit vindue, at hundejeren skulle stoppe med at tæve løs på dyret.
I et grundlovsforhør mandag middag, fortalte hundejeren, at han mente, at han kun have råbt af hunden. Andre vidner havde dog også set, at han sparkede.
Hundeejeren blev så vred over indblandingen, at han trak en kniv og begyndte at stikke løs på manden i alt ni gange, da han lidt senere mødte ham i opgangen, hvor den 25-årige skulle til middag hos en ven.
Efter knivoverfaldet gik den overfaldne og stærkt blødende mand op i lejligheden og ringede til politiet.
Den 63-årige blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalets Traumecenter. Han kom på operationsbordet med de livstruende stik, og i løbet af aftenen blev han meldt udenfor livsfare.

Stak af

Efter overfaldet stak knivstikkeren af, men han dukkede op med sin hund klokken 17.38 på Politigården i Roskilde, hvor han forklarede, at han havde været involveret i noget med en kniv. Han blev efterfølgende anholdt, fordi han passede til de signalementer, som vidner havde givet af ham og hunden.
Den 25-årige forklarede mandag, at han havde en kniv på sig, fordi han skulle til middag, og at han stak offeret, fordi han havde en indre dæmon i sig, der var vred på alle. Han sagde også, at han følte sig presset og stak, fordi den 63-årige var stor som en sømand, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge politiet har flere vidner fortalt, at den 25-årige mand var meget aggressiv i opgangen. Han skal nu mentalundersøges.
Gerningsmanden blev varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på manddrab.

ag@roskildeavis.dk