Fortsæt til indhold

Roskilde tilbudt domhus og retsbygninger

Kommunen vil gerne købe ejendommene i Jernbanegade og på Helligkorsvej af staten - men på visse betingelser

Arkiv
Erling Pedersen

Roskilde kommune er af staten blevet tilbudt at købe det nuværende tinghus i Jernbanegade og retsbygningerne i den gamle kasserne på Kildegården for en samlet pris af 30 millioner kroner. Statens Bygningsstyrelse kommer med dette tilbud nu, fordi den store nye retsbygning ved Sdr. Ringvej snart står færdig, så aktiviteterne, der nu er spredt på hele tre adresser, kan samles her. Roskilde er særdeles interesseret i dette tilbud, fordi det vil opfylde flere ønsker for kommunen. For det første vil de mange ekstra kvadratmeter i hele den gamle kaserne ved siden af de nuværende aktiviteter på Kildegården give mulighed for her at skabe et centrum for kultur- og foreningslivet. Forvaltningen forestiller sig blandt andet, at aftenskolerne og deres administration og mange undervisningslokaler kan rykke herned til Helligkorsvej. Dermed kan klosterets gamle forvalterbolig på Algade 31 bruges til andre formål, eksempelvis et studenter- og ungdomshus, som der tidligere har været forslag om. Den tidligere kommunale realskole, som nu hedder Gråbrødre og bruges af aftenskolerne til undervisning, kan indrettes til lejligheder, hvilket lever op til kommunens ønsker om at få flere indbyggere og mere liv ind i centrum.

Tinghus med arrest

Det karakteristiske ting- og arresthus i Jernbanegade med spir og tårne er så flot, at det har været brugt i flere tv-serier, eksempelvis 'En by i provinsen' med Henning Mouritzen og Jens Okking. I Roskildes storhedstid i Middelalderen var den gamle henrettelsesplads her. I første omgang vil staten ikke sælge Jernbanegade 21 C,, hvor der er celler og luftegård til varetægts-fanger og andre arrestanter. Men kommunen ønsker også denne del af bygningen med, for at skabe større muligheder i området. Det ligger lige ved siden af det gamle skoleslagteri, og hvis der kan laves fælles projekter for begge arealer, vil det blive betydeligt mere interessant for private investorer. Både udnyttelsen af det gamle tinghus, Gråbrødre Skole og det nuværende aftenskolernes hus til nye formål opfylder kommunens overordnede politik om at skabe flere aktiviteter og få flere indbyggere ind i centrum, så den centrale del af byen ikke virker så øde efter butikkernes lukketid. tk Fakta Tilbuddet fra staten omfatter tre forskellige bygninger: 1. Det gamle tinghus i Jernbanegade 21 A, ved siden af det tidligere skoleslagteri. Det forlanges der 9,9 millioner kroner for. 2. Retsbygningen på Helligkorsvej 3 og 3C, som var infirmeri og hospital på den gamle kaserne. Den skal koste 9,4 millioner. 3. Retsbygningen på Helligkorsvej 7 i den vestlige del af den gamle kaserne, hvor der blandt andet var kommandantbolig. Den er prissat til 10,3 millioner kroner.

Retsbygningen på Helligkorsvej er den ene af de to bygninger på den gamle kaserne, som kommunen også får mulighed for at overtage.
Den Gamle Forvalterbolig ved det adelige jomfrukloster, hvor aftenskolerne i dag har til huse, kan bruges til aktivitets- eller studenterhus.