Nytårskoncert med Mythos
Dansk duo giver nytårskoncert i Kr. Sonnerup.
Lejre Ligesom julen siges at vare lige til påske, så varer nytåret i Kr. Sonnerup helt til d. 26. februar. For den dag er det lykkedes at få den internationalt anerkendte danske duo MYTHOS til at give årets nytårskoncert i Kr. Sonnerup.
MYTHOS er en accordeon-duo bestående af Bjarke Mogensen og Rasmus Kjøller. Begge musikere er født og opvokset på Bornholm, hvor de har spillet sammen fra barnsben. Den unge duo har allerede opnået meget fornemme anerkendelser. I 2011 vandt de P2s Kammermusikkonkurrence samt Solistforeningens pris for bedste fortolkning af nyere dansk værk. I maj 2011 spillede duoen koncert i den legendariske Carnegie Hall i New York. MYTHOS var vindere af Almere Chamber Music Competition 2012 i Holland. Her modtog de desuden den hollandske komponistforenings specialpris for bedst udførte hollandske værk. I Februar 2013 udkom duoens første cd med Igor Stravinskijs ”Petrusjka” m.m. på det engelske pladeselskab Orchid. Al musik arrangeret af MYTHOS.
En særlig plads i repertoiret indtager også deres egne arrangementer af Mozart, Tchaikovskij og Stravinskij. Til koncerten i Kr. Sonnerup vil man desuden kunne høre helt ny dansk musik.
Duoen spiller på to specialbyggede instrumenter af mærket Pigini MYTHOS, accordeonets svar på en Stradivarius. Man kan glæde sig til en forrygende nytårskoncert onsdag d. 26. februar kl. 19.30 i Kr. Sonnerup kirke.