Aftale indgået om skolernes fremtid
Kommunen har lavet et grundlag, der skal sikre ensartethed, når skolereformen implementeres
Når folkeskolereformen implementeres om et halvt års tid, så har lederne på skolerne en række rammer fra uddannelsesudvalget, der skal sikre ensartethed.
Det er blevet sikret med et såkaldt administrationsgrundlag, der blandt andet sørger for at regler om personaleudgifter, ferie, lønforhandling, efteruddannelse, rammerne for de enkelte fag og personalets tilstedeværelse på arbejdspladsen.
Netop det sidste punkt har været genstand for en del debat, da det betyder, at skolens lærere skal være på skolen i arbejdstiden.
Anders Petersen er formand for Kolding lærerkreds og havde gerne set en arbejdstidsaftale med kommunen, der kunne sikre mere fleksibilitet for lærerne og deres arbejdstider.
“En reel aftale havde sikret større fleksibilitet og flere timer, som lærerne selv kan disponere over. I vores fag er der uforudsigelige opgaver der opstår og de kan ikke løses, når ens arbejdstid skal ligge fra 8-16”, fortæller Anders Petersen, som dermed også advarer om, at forældrene ikke kan regne med, at lærerne er til rådighed om aftenen eksempelvis.
“Og når den tid kommer hvor forældrene anser lærernes arbejdstider som rigide, så skal politikerne bare huske, at det var deres og ikke vores beslutning”, siger Anders Petersen.
Et stik i den rigtige retning
Lærerformanden påpeger dog, at et administrationsgrundlag med nogle fælles retningslinjer er bedre end ingenting.
“Når vi ikke kunne få en lokal arbejdstidsaftale, er det her dog et stik i den rigtige retning”, lyder det fra Anders Petersen.
Christian Haugk (S) er forman for uddannelsesudvalget i Kolding kommune og han medgiver, at der stadig er mange udfordringer i forhold til reformen, men at administrationsgrundlaget sikrer mere ensartethed på skolerne.
“Vi får skabt et grundlag for skolerne, som ledelsen kan arbejde efter. Reformen vil byde på udfordringer og der er det vigtigt med et fælles udgangspunkt for skolerne” siger Christian Hauk, som indrømmer, at der vil være en fase i starten, der bliver udfordrende.
“Der er fokus på udfordringerne med reformen. Men jeg har tillid til at de enkelte skoler nok skal løse problemerne.
Jeg tror det er vigtigt at vi fokuserer på suppen og ikke på håret i suppen”, siger Christian Haugk.
Den nye skolereform træder i kraft efter skolernes sommerferie i august 2014.