Fortsæt til indhold

60 år

Arkiv
Arkiv

En af Roskildes mest kendte advokater, Anders Boelskifte, fylder 60 år mandag den 17.februar. Han er opvokset i domkirkebyen, hvor han også blev student fra Katedralskolen, før fire og et halvt års jurastudium ved Københavns Universitet gjorde ham til cand. jur. Allerede i studietiden havde han studenterjob i Udenrigsministeriet, og som 26-årig blev han partner hos den kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen. Seks år senere fik han møderet i Højesteret, og som 35-årig udpeges han af Justitsministeriet til benificeret advokat. Han viderefører i dag Jacobsens gamle virksomhed med kontorer i både København og Roskilde sammen med to partnere, men har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. - Jeg er stadig glad for at møde på mit arbejde og håber at kunne fortsætte i 20-25 år endnu, siger Boelskifte, der tilbringer fødselsdagen i Københavns Byret som forsvarer i en sag om påstået menneskehandel. Gennem karrieren har han haft en række store sager. Mest kendt var nok sagen mod føreren i Tvind-imperiet Mogens Amdi Petersen, som Boelskifte formåede at få frikendt i en enig domsmandsret. For 10 år siden købte han en af Roskildes kendte bygninger, Gustav Wieds berømte hus Kastellet, der ligger på hjørnet af Byvolden og Hedegade. Boelskifte er meget interesseret i den berømte Roskilde-forfatter og har samlet materiale om hans liv og arbejde i denne passende bygning. Sidste år blev Anders Boelskifte også valgt som næstformand i Gustav Wied-selskabet, og han kan sikkert være med til at sikre en større gennemslagskraft, som det har fortjent. Privat bor han sammen med hustruen Elisa Boelskifte, der er selvstændig advokat, på Weysegangen 4 i et hus, som Roskildes kendte lokalhistoriker Arthur Fang kaldte for byens ældste villa fra 1875 i skyggen af spirene på domkirken. Senere skal fødselsdagen fejres med en privat fest, der foregår i Clärchens Ballhaus i Berlin