Kompromisets kunst
Det er ikke alle ting, man selv kan bestemme. Det oplever alle borgere og alle familier. Ofte påvirker forhold udefra dagligdagen. Og uanset om man vil det elle ej bliver familien tvunget til at forholde sig til den nye situation og komme videre på den bedst mulige måde. Men en kommune kan heller ikke selv bestemme alt og kan også udmærket havne i en situation, hvor udgangspunktet bliver at få det bedst mulige ud af det. Da Folketinget besluttede, at den nye baneføring mellem København-Ringsted skulle gå tværs igennem Hvidovre og direkte igennem Naturcentret Quarks arealer, var Hvidovre havnet i en sådan situation. Folketingsbeslutningen betød, at det gamle Quark var dømt til døden. Men den nye situation betød også, at kommunen satte gang i planer om at få etableret et Quark Center et andet sted i kommunen. Resultatet af disse planer bliver indviet i dag i form af et nyt Quark Naturcenter på Avedøresletten. Det har dog været en fødsel med komplikationer. Det skulle jo gå lidt hurtigt og efter at byggeriet i juni 2013 var udbudt i licitation, viste det sig, at det billigste tilbud var omkring tyve procent dyrere end budgetrammen tillod. På grund af tidsplanen for Bane Danmarks ekspropriation af det gamle Quark Center, var der dog ikke tid til at omprojektere og byde opgaven ud på ny. Derfor måtte projektet igennem en stor sparerunde for at bringe udgifterne ned på et i forvejen reduceret projekt, uden at omfanget af undervisningsarealer blev reduceret. Til trods for de tvungne besparelser fremstår det nye naturcenter i dag som en bygning, der er klar til at byde hundredvis af skoleklasser velkommen til aktiviteter og oplevelser i natur og miljø i nye og forbedrede formidlingsrammer. Det hele endte med koste mere end oprindeligt planlagt. Også tagkonstruktionen er en anden og billigere end den planlagte og der mangler fliser på toiletterne. Træfacaden er ikke malet tre men kun to gange og det ønskede ventilationsanlæg er udskiftet til en billigere model. Men alligevel er Quark et godt eksempel på, at også en kommune - som en ganske almindelig familie - kan blive tvunget til at gå på kompromis en række steder for at få det bedst mulige ud af en påtvungen situation.