Lokal S- og SF’er mod ambulancer til brandvæsenet
Opsigtsvækkende afstemning i regionsrådet, da borgerligt flertal sikrede ny chance for Roskilde Brandvæsens ambulancer
De lokale medlemmer fra Socialdemokratiet og SF i Sjællands Regionsråd indtog en opsigtsvækkende holdning, da de stemte for at udelukke Roskilde Brandvæsen i al fremtid fra at køre med ambulancer her i området.
Men dette forslag blev dog stemt ned af det borgerlige flertal, som giver brandvæsenet en ny chance for at genvinde ambulance-kørslen i Lejre og Roskilde og resten af det gamle amt.
Både den nyvalgte socialdemokrat Annemarie Knigge fra Roskilde og SF's leder i regionsrådet Tina Boel, der også har siddet i byrådet og har mere erfaring, gik ind for et forslag, som ville udelukke Roskilde Brandvæsen fra at køre med ambulancer i al fremtid.
Begrundelsen var, at ambulancekørslen næste gang burde udbydes i fire områder, der svarer til de vedtagne akutsygehuse i Holbæk, Slagelse, Nykøbing F. samt det kommende hovedhospital i Ølby. Denne argumentation kom fra administrationen og blev fulgt af samtlige medlemmer fra SF og S, hvor ingen tog forbehold.
I indstillingen stod det tydeligt, at denne model helt ville udelukke Roskilde Brandvæsen fra at generobre ambulancerne i Lejre og Roskilde samt at fortsætte i Greve-Solrød og området syd derfor.
Enhedslisten ønskede en slags 'nationalisering', så regionen selv overtager opgaven frem for at overlade ambulance-kørsel til et privat firma som Falck, der i dag kører i næsten alle områder.
Vil undgå monopol
Heldigvis for Roskilde Brandvæsen gik det borgerlige flertal med den nye regionsformand Jens Stenbæk (V) i spidsen ind for en anden model, der giver det lokale beredskab en ny chance. Derfor skal opgaven nu udbydes i tre områder, svarende til de gamle amter, og så må brandvæsenet godt byde.
Stenbæk har tidligere i avisen sagt, at han vil undgå, at Falck får et faktisk monopol og dermed kan sætte priserne uden konkurrence.
- Jeg ønsker, at Roskilde Brandvæsen kan fortsætte som et realistisk alternativ med høj kvalitet på ambulance-området, forklarede han. Derfor vælger vi denne model.
Fra Roskilde Avis' udgivelses-område støttede tre andre regionsmedlemmer forslaget, der giver brandvæsenet en ny mulighed: Chr. Wedell-Neergaard (K), Gitte Simoni (DF) og Evan Lynnerup (V).
Forløbet af denne sag er bekræftet overfor avisen af kilder fra både flertallet og mindretallet i regionsrådet.
tk