Soldater ser nærmere på Varde og Esbjerg
Sergentskolen i Sønderborgs dage er ved at være talte, og for medarbejderne ligger fremtiden måske i Varde eller Esbjerg. På lørdag ser et halvt hundrede af dem nærmere på mulighederne
På lørdag den 22. februar sætter en bus fra Sønderborg kurs mod Varde og Esbjerg. I bussen vil et halvt hundrede personer med tilknytning til Sergentskolen i Sønderborg have taget plads. Det kan være medarbejdere, koner, kærester med og uden børn. Formålet med turen vil være at se, om en fremtid i enten Varde eller Esbjerg kommune kan være noget for dem.
"Sergentskolen i Sønderborg lukker som bekendt inden længe, og arbejdspladserne bliver flyttet til Varde, hvor de bliver en del af vores lokale kaserne. Naturligvis er det en svær situation for både medarbejderne og deres familier i Sønderborg. Derfor vil vi gerne gøre tingene lidt lettere for dem," fortæller Dorthe Lund, der er bosætningskoordinator ved Varde Kommune.
Borgmesteren tager imod
I Varde by kommer blandt andet Sct. Jacobi Skole i brug, hvor borgmester Erik Buhl står parat til at byde dagens gæster velkommen.
"Bagefter er der mulighed for både at nyde en god frokost og høre mere om, hvilke muligheder, der er for at bo i Varde Kommune, om børnepasning og uddannelse, om arbejde og endelig om de kultur- og fritidsmuligheder, der er," forklarer Dorthe Lund.
Rundtur på havnen
Efter opholdet i Varde går turen videre over Hjerting til Esbjerg. Det sker via Janderup og Billum, hvor der bliver et hurtigt kig på landsbymiljøet udenfor købstanden – dog mest gennem bussens ruder.
I Esbjerg er der planlagt et besøg i VIP-Loungen hos Blue Water Arena, hvor superligaspillerne fra EfB har hjemmebane. Senere byder programmet på en havnerundtur samt et besøg i byens Velkomstcenter, hvor der er planlagt et oplæg om fremtidens Esbjerg.
Inden gæsterne fra Sønderborg sætter kursen hjemover, slutter Esbjerg-opholdet med et besøg i Musikhuset. Her er der, som i Varde, mulighed for at høre mere om både bomuligheder samt kultur- og musikoplevelser, alt imens der er tilrettelagt særskilt underholdning for børnene.