Soldater skal charmeres i Esbjerg
Når Sergentskolen i Sønderborg bliver fortid, kan fremtiden for de ansatte hedde Esbjerg. Lørdag er kommunen derfor på charmeoffensiv
Charmeoffensiv Der kommer bestemt ikke til at mangle noget, når en bus fra Sønderborg lørdag triller ind i Esbjerg. Varde og Esbjerg både kæmper og samarbejder nemlig om at vinde soldaternes gunst, og i Esbjerg er man helt klar til at give gæsterne - og de måske kommende indbyggere - en god og spændende dag med masser af oplevelser og indtryk. I bussen er der et halvt hundrede personer, alle med tilknytning til Sergentskolen i Sønderborg, enten som medarbejdere, som partnere eller som børn – og formålet er at finde ud af, om en fremtid i enten Varde eller Esbjerg kommune er noget for dem. For det kunne blandt andet betyde flere af de eftertragtede skattekroner i kommunekassen. “Sergentskolen i Sønderborg lukker som bekendt inden længe, og arbejdspladserne bliver flyttet til Varde, hvor de bliver en del af den lokale kaserne. Vi er klar over, at det er en vanskelig situation for medarbejderne og deres familier i Sønderborg, og at de står over for en svær beslutning. Derfor vil vi gerne vise dem, hvad livet i Esbjerg eller Varde kan byde på,” fortæller Pia Enemark, der er bosætningskoordinator ved Esbjerg Kommune, i en pressemeddelelse.
Børnepasning i Varde
I Varde by kommer blandt andet Sct. Jacobi Skole i brug, hvor borgmester Erik Buhl står parat til at byde dagens gæster velkommen. Her vil de også blive præsenteret for mulighederne i området for bosætning, børnepasning, uddannelse, arbejde samt kultur- og fritidsmuligheder.
Havne-rundtur i Esbjerg
Efter opholdet i Varde går turen videre over Hjerting til Esbjerg. Her er der blandt andet planlagt et besøg i VIP-Loungen hos Blue Water Arena, hvor superligaspillerne fra EfB har hjemmebane. Det skyldes, at mange af soldaterne i et spørgeskema har oplyst, at de er interesseret i sport, især fodbold. Senere byder programmet på en havnerundfart samt et besøg i byens nye Velkomstcenter på Torvet, hvor der er planlagt et oplæg om fremtidens Esbjerg. Inden gæsterne fra Sønderborg sætter kursen hjemover slutter opholdet med et besøg i Musikhuset Esbjerg. “Vi vil gøre, hvad vi kan for at give vores gæster det allerbedste indtryk af området, så de kan se sig selv og deres familier her i fremtiden. Derfor er vi utroligt glade for samarbejdet med Varde – både kommunen, Erhvervs- og Turistrådet og naturligvis Kasernen. Lad os håbe det medvirker til masser af bosætning – både i Esbjerg og Varde,” siger Birgit Bech Jensen, der er marketingchef i Esbjerg Erhvervsudvikling.