Løft af ældreområdet
Åbent brev til Seniorudvalget i Kolding, Feb. 2014:
Ældrerådet fik på sit møde den 6. februar en gennemgang af det godkendte forslag til fordeling af Kolding Kommunes andel i Ældrepuljen, som blev besluttet på Seniorudvalgsmødet den 3. februar 2014.
Ældrerådet har i hele processen lagt stor vægt på at reetablere de tiltag, der har vist sig at virke, men som af sparehensyn blev stærkt beskåret i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2014.
Ældrerådet stiller sig uforstående overfor den kendsgerning, at der i fordelingen af ældrepuljen IKKE er fundet plads til at fastholde /reetablere time-normeringen for de Aktivitetskonsulenter, som understøtter de brugerstyrede Aktivitetscentre.- Der er os bekendt tale om en nedskæring på 30 timer pr. uge, hvilket beløber sig til ca. 250.000 – 300.000 kr. pr. år. - Det burde være en smal sag at finde dette beløb i en pulje på ca.15 mill. Kr.
Vi i Ældrerådet har den holdning, at man bør fastholde (værne om) de initiativer, som har bevist deres værdi, før man finder på nye initiativer.
Der er overhovedet ingen tvivl om, at opnormeringen af timer til Aktivitetskonsulenter, foretaget for ca. 11/2 år siden, har sat sine tydelige, positive spor på vore Aktivitetscentre. ( Toften – Midtgården – Svinget m. fl. ).
Som det er Seniorudvalget bekendt, så har de enkelte ældrerådsmedlemmer tæt kontakt til hvert enkelt brugerstyret Aktivitetscenter, og vi vil gerne påpege, at der allerede nu er tydelig frustration på flere af disse, med udsigt til beskæring af antallet af konsulenttimer.
Må vi minde om, at ovenstående problematik har været topprioriteret af Ældrerådet, og vi opfordrer derfor Seniorudvalget til at revurdere denne, økonomisk ikke særligt belastende post, i en puljefordeling , som et enigt Ældreråd i øvrigt fuldt ud kan tilslutte sig.
”ÆLDRERÅDET ANBEFALER, AT SENIORUDVALGET FINDER DE NØDVENDIGE MIDLER TIL OVENNÆVNTE TIMENORMERING I PUNKT 3 I DE GODKENDTE FORSLAG TIL ANVENDELSE AF PULJEN TIL LØFT AF ÆLDREOMRÅDET.”
Med venlig hilsen
Ældrerådet i Kolding Kommune
Ivan A.D. Johansen
Formand