Fortsæt til indhold

STU giver unge en ekstra chance

Særligt tilrettelagt uddannelse - eller STU - giver unge med store udfordringer en ekstra chance

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Det er ikke alle unge, der passer ind på de gængse ungdomsuddannelser som gymnasiet eller teknisk skole.
En lille gruppe unge har så store udfordringer, at det er nødvendigt at tilrettelægge en uddannelsesforløb udelukkende for den enkelte unge for på den måde at forøge chancen for, at det i sidste ende kan betyde en plads på arbejdsmarkedet.
“Det er en jublende god løsning for disse unge mennesker. Det er et tilbud til dem, der har det formål, at de skal kunne forsørge sig selv. Det koster selvfølgelig nogle penge, men på den lange bane, er det en rigtig god investering”, lyder det fra UU-vejleder i Aabenraa, Hans Bruhn.
Han bakkes op af Tommy Haastrup, der er administrativ leder for STU i Aabenraa.
“Jeg plejer at sige lidt humoristisk, at det er en god løsning økonomisk, og så har det den utilsigtede virkning, at det også giver et godt liv for den unge”, lyder det med et smil fra Tommy Haastrup.

En kommunal uddannelse

STU er en kommunal forankret uddannelse, som alle kommuner skal tilbyde, men der er vide rammer for, hvordan kommunerne vælger at strukturere og sammensætte STU.
“I Aabenraa har vi valgt, at STU skal være matrikelløs. Det vil sige, at der er ikke en bestemt skole, som de unge skal gå på. Vi laver en individuel uddannelsesplan for den enkelte unge, og så samarbejder vi med en lang række forskellige partnere, så vi sikrer, at den unge får nøjagtig den uddannelse, som der er behov for. Og det fungerer rigtig godt”, fortæller Hans Bruhn.
For at komme i betragtning til en STU, så skal den unge visiteres til uddannelsen.
“Det er en uddannelse for den gruppe unge, der ikke har mulighed for at tage en almindelig uddannelse. Det kan være, at den unge har behov for at få styr på f.eks. personlig hygiejne for at kunne komme videre. Så sørger vi for, at det kommer til at indgå i uddannelsesplanen”. fortæller Hans Bruhn.
En STU tager tre år, og selvom der altså er tale om en individuel tilrettelagt uddannelse, så er der ofte elementer til sidst i uddannelsen, der sørger for at guide den unge til en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet.
“Det er jo nogle unge med store udfordringer, og for dem er bedste mulighed måske et fleksjob. Men vi oplever da også succeshistorier ind i mellem, hvor det lykkes at få den unge i et fast ordinært job. Så danser vi på bordene, fordi det er fedt, at det kan lykkes på trods af store udfordringer”, lyder det med et smil fra Hans Bruhn.
STU i Aabenraa har etableret et godt samarbejde med jobcentret - et samarbejde, hvor der høstes store gevinster.
“For os giver det jo god mening, at vi kan videreformidle vigtige informationer omkring den unge til den sagsbehandler på jobcentret, som skal sørge for, at den unge kommer tæt på arbejdsmarkedet. Faktisk så oplever vi, at vi får et kæmpe udbytte ud af en forholdsvis lille indsats på det område”, fortæller Tommy Haastrup.
Og jobkonsulent Jesper Reinholdt Rasmussen er enig.
“Det er vigtigt for os at få så mange oplysninger som muligt. Det sparer os for at skulle afprøve en masse for at ramme plet. Her får vi serveret oplysningerne på et sølvfad fra folk, der har brugt meget tid sammen med den unge. Det giver langt større mulighed for at finde den rigtige løsning”, slutter Jesper Reinholdt Rasmussen.