Kommunen og børn- og ungepsykiatrien styrker samarbejde
Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding og Kolding Kommune har gennem tre år styrket samarbejdet omkring børn, der har brug for psykiatrisk hjælp
Den Trygge Vej er navnet på et satspuljeprojekt mellem Kolding kommune og Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding, der har sikret en tidlig og koordineret håndtering af barnets behov.
Og oplevelsen og succesen har været så god, at projektet nu sættes i drift.
Ved at oprette et såkaldt ”Barnets Team” samles fagfolk på tværs af sektorer og tager sammen hånd om familien. Projektet skal forhindre, at forældre og børn sidder tilbage med følelsen af, at ingen har taget ansvar. At man er blevet kastebold i systemet.
Større sammenhæng
Og samarbejdet på tværs er blevet markant bedre. Det tyder en spørgeundersøgelse på, hvor både medarbejdere og familier har deltaget. Fx oplever medarbejderne markant større sammenhæng og integration (før 31 % nu 89). Før var 86% af forældrene bekymret for deres barns udvikling og frustreret over barnets situation. Nu er tallet 50%.
"Det at vi holder et formøde først, hvor vi får drøftet og afklaret nogle ting, gør blandt andet, at forældrene undgår at blive draget ind i diskussioner, og det gør, at vi hurtigere kan trække af på nogle ting", fortæller projektleder Tina Lindtofte fra Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding.
Kolding Kommune og Psykiatrien i Region Syddanmark har evalueret projektet og blevet enige om at fortsætte succesen. Det betyder, at Den Trygge Vej nu går fra at være et treårigt projekt til at blive sat i drift:
"Vi har villet det her rigtig meget, og det er godt at høre, at det nu er blevet en succes. Mange taler om tværsektoriel samarbejde, sammenhæng i patientforløbet og bedre koordinering. Vi gør noget ved det. Vi er foran og det virker! Vi hjælper de mennesker, vi er her for. Jeg håber, vi bliver ved med at have et kanon samarbejde og at andre kommuner også kan blive smittet", siger oversygeplejerske Susanne Bissenbacher.