Fortsæt til indhold

Kristendommen er også et godt spørgsmål

Over fem torsdage handler det om spørgsmål og kirke

Arkiv
Arkiv

”Alt for tit har præsterne, mig selv inklusive, nøjes med at give firkantede svar fra prædikestolen, uden at man fik mulighed for at komme med spørgsmål eller kommentarer,” siger Michael Bobjerg som er præst i Teglgårdskirken i Middelfart, hvor man nu inviterer til kurset med overskriften ”Livsvigtige spørgsmål”.
Fra torsdag den 27. februar kl. 19 og yderligere fem torsdage hen over foråret udfordres deltagerne af skarpe oplæg om tro og liv, hvorefter der er plads til debat om aftenens emne over en kop kaffe.
”Som kirke er det ikke vores opgave at banke folk på plads med vores holdninger, men vores erfaring er, at når man beskæftiger sig med nogle af de dybe spørgsmål om livet og troen, så finder man svar,” siger Michael Bobjerg, der med foredraget ”Helbreder Gud i dag?” også er at finde på listen over oplægsholdere.
Første aften er spørgsmålet ”Hvordan får jeg fat i troen?” - og senere er det ”Hvilke udfordringer giver troen mig?”, ”Hvordan leder Gud os?”, Hvad skal vi med Helligånden?” og ”Hvorfor sige ja til evangeliet?”
Det er gratis at deltage, og der er hver aftem tilbud om forbøn for sygdom, ”ondt i livet” eller blot en bøn om Guds velsignelse over sit liv - se også teglgaardskirken.dk.