Fortsæt til indhold

Vandt P2 prisen - igen

Fredag vandt Sønderjyllands Symfoniorkester med solofløjtenist Thomas Jensen i spidsen P2 Prisen 2014 for Årets Bedste Danske cd-udgivelse. Det er tredje gang orkestret vinder den prestigefyldte pris

Arkiv
pra

Sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester fejede solofløjtenist, Thomas Jensen, nogle af de bedste af banen, da de vandt P2 Prisen for bedste danske cd-udgivelse foran verdensklasseorkestre som New York Philharmonic, Leipzigs Kammerorkester og DR SymfoniOrkestret. Thomas Jensen var ikke selv til stede ved prisoverrækkelsen, men glædede sig over hæderen fra sin stol til koncert i Haderslev:
"Da jeg, fem minutter før vi skulle på scenen i Haderslev, fik at vide, at cd-en havde vundet, blev jeg selvfølgelig både glad og stolt. Og jeg vil gerne sige en stor tak til alle, der med begejstring har stemt på vores cd. Jeg er ikke kun stolt på mine egen vegne, men på hele Sønderjyllands Symfoniorkesters vegne. Alle har bakket utrolig meget op om denne produktion fra starten og gjort hvad de kunne, for at det endelige resultat blev så godt," siger prisvinderen, som nød sit show på skærmen i stedet.
"Jeg har haft lejlighed til at se genudsendelsen af P2 Pris-overrækkelsen. Og selvom jeg selvfølgelig gerne selv ville have været med i København, er jeg først og fremmest orkestermusiker i Sønderjyllands Symfoniorkesters gennem 45 år, så jeg valgte at nyde 'at sidde på min pind'," siger Thomas Jensen.

Provinsen er med på noderne

Ud over den store hæder og ære det er at hente så fin en pris med hjem til Sønderjylland - for tredje gang - så er det også en vigtig manifestation af, at provinsen sagtens kan være med, når det gælder musikalske præstationer i særklasse.
"Man taler i disse år meget om udkantsdanmark og manglen på udvikling og kulturtilbud til befolkningen uden for landets større byer. Med P2 Prisen til Sønderjyllands Symfoniorkester og solisten Thomas Jensen, har orkestret vist, at dets kunstneriske niveau fuldt ud ligger på højde med de bedste orkestre både inden og uden for landets grænser," siger Musikchef i Sønderjyllands Symfoniorkester, Rasmus Adrian.
For ham betyder en sådan pris, at orkestret også uden for Sønderjylland får mulighed for at positionere sig som en musikalsk ressource.
"Med prisen er orkestrets kunstneriske kvaliteter, der er så velkendte blandt vores lokale publikum, også blevet synlige for det nationale musikliv. Sønderjyllands Symfoniorkester viser, at orkestret som den største kulturinstitution i Sønderjylland er en kunstnerisk ressource og et kulturelt samlingspunkt, der i kraft af sit høje kunstneriske niveau har betydning langt ud over sin stærke lokale forankring. Denne vigtige rolle vil vi i orkestret fortsat værne om, ligesom vi også fremover vil fortsætte vores engagerede arbejde med at skabe musikalske oplevelser på allerhøjeste niveau for orkestrets publikum i Syd- og Sønderjylland foruden resten af landet," siger musikchefen. Netop den lokale opbakning, har solofløjtenisten virkelig mærket i forbindelse med P2 Prisen. Og han er dybt taknemlig for al den opbakning, der er kommet hans vej.
"Tiden siden nomineringen blev offentliggjort har været meget speciel for mig, fordi jeg har fået så utrolig mange begejstrede tilkendegivelser og lykønskninger fra publikummer, venner, bekendte og ikke mindst musikerkolleger rundt om i ind- og udland. Og med denne pris viser vi nu omverdenen, hvor fantastisk et publikum vi har. Trofast, entusiastisk, og altid super begejstret for det, vi gør her i landsdelen. Derfor kan vi alle ranke ryggen, og være stolte af, at vi sagtens kan måle os med, hvad man gør i København, eller for den sags skyld i New York," lyder det fra prisvinderen.