Dengang hvor tid var noget man bare havde

De har set megen, meget og mange komme og gå.
Den 19. februar var det præcis 40 år siden, at Områdecenter Hedelunds første beboer flyttede ind. Præcis samtidig som Aase Terkildsen og Gitte Bertelsen fik ansættelse samme sted. Dengang var de bare henholdsvis 22 og 19 år gamle. I dag er de to alene om at kunne prale af at have været med helt fra Hedelunds start.
“Ja, vi er lidt en uddøende race på flere måder,” griner de to husassistenter, der vist nok også er alene om at have titlen “husassistent” stående på deres ansættelseskontrakter.
I virkeligheden arbejder de begge i plejen, som det vi i dag kender som social- og sundhedshjælper, men titlen som husassistent holder de fast i. Med den følger masser af gode minder om et langt arbejdsliv på Hedelund, der for begge de damers vedkommende varer ved nogle år endnu.

Nogen gør indtryk

Tilbagetrækning er ikke en mulighed for Hedelund. Tværtimod. Gennem årene er områdecentret vokset støt, så det i dag er hjem for op mod 150 ældre. Desuden kommer mange kørende til Hedelunds daghjem flere gange om ugen.
Gitte Bertelsen har stort set alle årene huseret på centrets førstesal, mens Aase Terkildsen efter 26 år på anden sal blev udekørende. Hvor mange ældre de gennem årene har taget sig kærligt af, tør de slet ikke byde på, men flere har gjort indtryk.
“Jeg har været med til fire begravelser af beboere og en enkelt beboer var endda med til mit bryllup,” smiler Gitte Bertelsen.
“Det er jo et arbejde, men nogen husker man altså bare,” siger Aase Terkildsen og lægger hånden på brystet.

Tid, tid og tid

For Aase Terkildsen blev karrieren som husassistent i plejen for alvor et “rigtigt” arbejde, da de grundlæggende vilkår for udførelsen af det, ændrede sig.
“Der er sket en kæmpe udvikling gennem årene, og på et tidspunkt blev jeg nødt til at lære at slippe arbejdet, når jeg gik hjem. Det var dengang for en snes år siden, da kravene til, hvad vi skulle nå begyndte at stramme til. Jeg gik hjem med dårlig samvittighed næsten hver dag, men det nyttede jo ikke noget,” siger Aase Terkildsen, der ligesom Gitte Bertelsen ikke bærer nag over udviklingen, men blot mindes de gode, gamle dage med glæde.
“Dengang var der tid til de ældre, og der blev gjort rent hver dag. Det var også dengang, hvor man spontant kunne gå en tur i godt vejr med dem og tage i kirke hver søndag,” mindes de.
“Man kan godt savne det. Der var bare en anden omsorg dengang. Det er der selvfølgelig også i dag, men på et andet niveau,” siger Aase Terkildsen, der sammen med Gitte Bertelsen nød gensynet med gamle kolleger ved sidste uges fødselsdagsfest.
“Ja, dem har der altså også været rigtig mange af. Man kan aldrig gå en tur i Kongensgade uden at møde mindst et par stykker.”