Fortsæt til indhold

80’ernes Disneyland kom til Kolding

D-A-D’s udsolgte koncert på Godset var et tilbageblik til 80’erne

Arkiv
Susie Jessen

Iklædt sin kendte leopardprikkede jakke, springer Stig Pedersen op på kanten af Laust Sonnes trommesæt.
Bassen, der er udformet som en raket kastes over hovedet. Scenerøgen kredser om det våde hår og suppleres af skriget.
Jesper Binzers skrig, som tusindvis af D-A-D fans kender og elsker.
Det 30 år gamle rockbands signatur.
I baggrunden spænder trommeslager Laust Sonne hver en muskel i sin bare overkrop.
Slagene regner så hurtigt ned over trommesættet, at det er umuligt at følge med.
I mellemtiden er guitaren godt plantet i Jacob Binzers hånd og med den sorte tophat på hovedet, er han klar til for 18. gang på bandets nuværende turné at give den fuld skrue.
Denne gang i Kolding.

Gamle gav den gas

I anledning af D-A-D's 30 års fødselsdag rejser de i denne tid rundt på landets små spillesteder og i torsdags var det altså Koldings tur.
“Vi har mange ting på dagsordenen til jer i aften” startede Jesper Binzer med at proklamere.
Og dagsordenen var ægte D-A-D. Meget af musikken var kun kendt for de allermest garvede D-A-D fans, der var til stede på Godset. For noget af publikum var det lidt for meget.
Snakken gik ved fadølsanlægget
“Det er virkelig ærgerligt, at de ikke spiller noget man kender”, sagde en cirka 40-årig kvinde, inden hun greb sin fadøl og gik ind i mørket igen.
Men andre var tilfredse.
Fansene der kan alle ordene i alle sangene. Som fik lov til at opleve D-A-D på en lidt mere speciel måde.
Støvregnen havde lagt sig over Kolding, da D-A-D for anden gang blev klappet ind på scenen igen, selvom de havde sagt tak for i aften.
Hittet “It's after dark” slutter aftenen af.
“Well its the end of the show, It's time to go”, synger Binzer.
Turen tilbage til 80'erne er slut for denne gang.

D-A-D spiller i alt 30 koncerter på små spillesteder på turnéen i anledning af deres 30 års fødselsdag. Foto: Susie Jessen