Sandhedens time for de fede
Efter de første fire uger af projekt “Fede skal svede” er det sandhedens time, når vægten findes frem for første gang
"For den velforberedte er vejningen en festdag."
Poul Svendborg smiler af sine egne ord, men ikke helt op i øjnene, sådan som han ellers så ofte plejer.
Som initiativtager til projektet “Fede skal svede” bør han jo være forgangsmand for de øvrige godt 30 deltagere, men den netop overstået tur på vægten har afsløret, at han ikke helt har nået det første delmål efter fire uger.
“Jeg har det rigtig dårligt med det. Det har jeg virkelig,” erkender han, men lover samtidig at komme stærkt igen.
Målet er 14 kilo på 14 uger, men projektets første vejning efter fire uger viser “blot” et samlet vægttab på 70,3 kilo. Delt ud på de 30 deltagere, der netop har været på vægten, giver det et gennemsnitligt vægttab på 2,3 kilo. Der er altså et stykke op til de i alt 120 kilo, der ellers var målet ved fire ugers vejningen.
“Vi har rigtig godt styr på træningen og motionen, men vi mangler lige at få en diætist indover til at rådgive om kosten,” siger Poul Svendborg, der sammen med projektets anden bagmand, Per Jepsen, arbejder på højtryk for at finde en sådan - eller nogen der vil sponsorere en. Ideen med “Fede skal svede” er nemlig, at egenbetalingen skal holdes på et absolut minimum således at flest mulige kan være med.
Det har dog været nødvendigt at opkræve et mindre beløb for at kunne betale de tre fysioterapeuter, der to gange ugentligt pisker deltagerne gennem fysisk træning på Sundhedscentret i Højvangshaven, der uden beregning stiller lokaler til rådighed.
Det kan godt være, at vægten kun afslører moderat fremgang - til gengæld mærker netop de tre fysioterapeuter, at de fedes svederi giver pote på konditionsfronten.
“De er blevet klart bedre. Jeg kan især se det på antallet af mavebøjninger, de kan tage,” siger Sandra Bjerre.
“De kan i det hele taget presses meget mere end for bare nogle uger siden,” supplerer Mette Falkenhøj.
Og pres er der formentlig brug for. Om godt at par uger er der midtvejsvejning og skal målet om projektets 14 kilo nås, skal mindst halvdelen gerne være tabt til den tid.