Fortsæt til indhold

Stor lokal ressource stopper

Formanden for "Sjov Motion" genopstiller ikke ved foreningens generalforsamling 26. februar 2014.

Arkiv
Arkiv

Lejre Erik Klejs Jensen har gennem godt 8 år varetaget posten som formand for Sjov Motion, men har nu valgt at stoppe sit formandsskab, hvorfor han ikke genopstiller. Erik har altid været aktiv inden for idræts- og foreningslivet. Som yngre var Erik blandt andet aktiv fodboldspiller og ungdomstræner, og nu, hvor han er i sit 80. år, er han stadig fysisk aktiv som badmintonspiller og foreningsaktiv som formand for Sjov Motion og bestyrelsesmedlem i ØBS (Østergaards Bruger- og Støtteforening). Erik møder altid glad og positiv op til badminton de to gange ugentlig og ofte med en sjov kommentar, et glimt i øjet eller en opmuntrende bemærkning, så stemningen løftes en ekstra tak. Sjov Motion er en forening for Lejre kommunes pensionister og efterlønsmodtagere, hvor der dyrkes forskellige former for motion i de respektive afdelinger med fokus på tilhørende socialt samvær. Sjov Motion tæller på nuværende tidspunkt 8 afdelinger fordelt på aktiviteterne badminton, gymnastik, line dance, petanque, yoga og zumba samt under opstart cykling og fiskeri. Afdelingernes medlemmer udøver de enkelte aktiviteter fordelt på forskellige faciliteter i Lejre Kommune. Sjov Motion er åben for initiativer til nye aktiviteter og yder gerne sparring til opstart af ny afdeling. Erik Klejs Jensen tiltrådte formandsposten i efteråret 2005 i forbindelse med den daværende formands flytning fra kommunen, og blev siden valgt ved førstfølgende generalforsamling i 2006. Siden har Erik velvilligt opstillet og er blevet genvalgt til formandsposten gennem de forløbne år, men nu må Erik desværre nedlægge sit mandat af helbredsmæssige årsager. I Eriks formandsperiode er medlemstallet mere end fordoblet fra ca. 160 til knapt 400. Hvervet som formand har Erik varetaget på forbilledlig vis og med største ildhu. Han styrer foreningens møder med overblik og myndighed, følger op på aktuelle sager, som han følger til afslutning, og sparrer og bakker op om afdelingerne. Eriks gode lederevner kommer også til udtryk i hans evne til at uddeligere arbejdsopgaver og uddele positive strokes, uden at det afholder ham fra at tage bladet fra munden, hvor det er nødvendigt. Gennem alle årene som formand har Erik holdt sig orienteret både eksternt og internt i Sjov Motion - f. eks. om kurser, møder og problemstillinger i kommunalt og DGI regi og om aktiviteter og ændringer i Sjov Motions respektive afdelinger, som er fulgt blandt andet ved at deltage i hver enkelt afdelings generalforsamling – ofte som ordstyrer – og ved at besøge hver afdeling på aktivitetsstedet mindst et par gange årligt. Under sit formandskab har Erik været primus motor bag initiativet til kurser i førstehjælp/hjertestarter, som de seneste år er udbudt til Sjov Motions medlemmer på forskellige lokaliteter i Lejre kommune. Ved udgangen af 2013 har 200 medlemmer af Sjov Motion gennemført et førstehjælp/hjertestarter kursus og kan således være med til at redde liv i vores samfund. Forretningsudvalget i Sjov Motion indstillede Erik Klejs Jensen til Folkeoplysningsudvalgets Lederpris 2013, men desværre blev Erik ikke en af de udvalgte til at modtage prisen. Erik har været en forbilledlig formand, som har varetaget foreningens interesser på bedste vis, og medlemmerne af Sjov Motion takker varmt for den store indsats, han har præsteret.