Fortsæt til indhold

Højst 800 timer til lærerne

Nyt forslag fra El-SF-R for at opnå en ny lokalaftale i Roskilde

Arkiv
Arkiv

Roskildes lærere skal højst kunne undervise 800 timer på et skoleår. Sådan lyder et nyt forslag, fremsat af Enhedslisten, SF og De Radikale, til indholdet i en lokal aftale mellem Roskildes lærerforening og kommunen. - Hermed vil vi forsøge at sætte en grænse for, hvor meget lærerne kan sættes til at undervise, så de samtidig får tid til forberedelse og andre nødvendige opgaver, eksempelvis samarbejde med forældrene, forklarer Enhedslistens Henrik Stougaard, der som tidligere udvalgsformand har stor erfaring med området. Før valget vedtog byrådet flere gange, at kommunen skulle lave en ny lokal aftale med lærerne for at rette op på det dårlige klima, der var skabt oven på forårets lockout, hvor lærerne blev 'trynet' til at opgive deres tidligere aftaler. På et møde i december bekræftede et flertal i byrådet atter, at der skulle indgås en aftale med lærerne. som sikrede dem over 200 timer om året til forberedelser.

Forsøg på kompromis

Men ved det første møde i byrådet i januar kunne det pludselig ikke længere lade sig gøre, fordi det kunne blive for dyrt og ville begrænse skoleledernes magt til at styre arbejdet for meget. - På det møde begrundede den nye ordfører Karim Arfaoui dette kurs-skifte hos S, der nu pluselig ikke længere vil garantere lærerne egen tid til forberedelsen som tidligere lovet, med at det nok ville blive for dyrt, fortæller Stougaard. - Derfor har vi nu direkte spurgt forvaltningen, og svaret er, at hvis vi hæver det maksimale årlige antal timer til undervisning fra nu 760 til 800, så kan det stadig holdet indenfor budgettet. - Dermed eksisterer begrundelsen om, at det vil få budgettet til at bryde sammen og føre til besparelser på andre områder altså ikke, og derfor foreslår vi nu denne max-grænse, som der altså ikke længere er nogen fornuftige argumenter imod, fremhæver Henrik Stougaard. tk