Fortsæt til indhold

Revyen oplever sit hidtil bedste forsalg

Telefonsalget til Sønderborg Sommer Revy starter den 18. februar kl. 11, men allerede nu kan en tilfreds revychef konstatere, at online salget har sat nye rekorder

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

"Vi har p.t. solgt 9.447 billetter af de 22.000, der er sat til salg ved rent online salg. Og det er faktisk 1.000 mere end på samme tidspunkt sidste år," siger Leif Maibom.
Online salget har været i gang siden oktober 2013, og flere og flere af revyens kunder bruger nu denne form for billetbestilling.
"Men det betyder ikke, at der ikke bliver pres på telefonerne fra starten," spår billetchef Johnna Maibom.
"Der er stadig rigtigt mange af vore kunder, der gerne vil tale med vores billetsælgere, så der er altid pres på, når vi åbner. Der plejer faktisk også at være revygæster, der møder personligt op på billetkontoret i foyeren på Sønderborg Teater på åbningsdagen. Det er rigtig hyggeligt, Comwell giver kaffe og vi har da også en lille gave til den kunde, der står først i køen," fortæller Johnna Maibom.
"Der er jo rigtig mange af vore kunder, der også skal bestille en af de to revymenuer, og de kan godt lide at få personlig betjening i stedet for bare at bestille via vores hjemmeside. Og hvis man også skal overnatte, er det også rart med en snak, for der er jo flere værelseskategorier at vælge imellem," siger hun.

Revyen er i gang

Revyholdet samles den 17. februar for første gang til en hygge-snak, lidt spisning og rundkastning af alle brugbare og ikke brugbare idéer.
Og de nye på holdet - skuespiller Jens Andersen, koreograf Peter Friis og kostumier Henrik Hviid - skal nok blive modtaget på festligste vis af ‘de gamle': Flemming Jensen, Trine Gadeberg, Jeanne Boel, Thomas Pakula, instruktør Jan Hertz og revychefen selv.
Der vil i den forbindelse sikkert fremkomme bunker af skøre idéer og indfald, der så skal omsættes i en masse sjove, satiriske
tekster. Og her er det især Flemming Jensen og Leif Maibom, der trækker det tunge læs. Det har de så også vægten til, som revydirektøren bemærker og tilføjer, at både Trine Gadeberg og Jeanne Boel helt sikkert igen i år vil bidrage med deres skæve vinkler på tidens aktuelle emner.


Fakta
Spilleperiode og Billetsalg:
Revyen har premiere lørdag den 31. maj 2014 efter tre forpremierer, og så spilles der frem
til og med lørdag den 26. juli.
Der er fire lørdage i perioden (14.6. - 21.6. - 28.6. og 5.7.) hvor der spilles både
eftermiddag og aften
Billettelefonerne er åbne tirsdag-fredag mellem kl. 11 og 15 på tlf. 7442 8702.
Der kan stadig bestilles pr. mail.
Enten direkte fra revyens hjemmeside www.sommerrevy.dk
Eller direkte på billet@sommerrevy.dk